Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Frændsømd — - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Og siden var han kommet til at skylde Erlend sit
1 L Og saa hadde han krænket ham til tak — mot
villig, i sine tanker bare — men endda!
«— et dimitte nobis debita noStra, sicut et nos di
mittibus debitoribus nostris.» Det var underlig at drot
ten ikke ogsaa har lært os at bede «sicut et nos dimitti
bus creditoribus nostris.» Han visste ikke om det var
Pod latin - hadde aldrig været sterk i det sproget
Men han visste, sine skyldnere hadde han altid kunnet
greie at tilgi paa en gjerd. Ham tyktes det meget van
skeligere at tilgi den som hadde bundet en gjæld paa
nakken hans —.
Og nu, de kunde kalde sig kvit - han og saa disse
to — kjendte han hvert gammelt nag, som han hadde
traakket under føtterne i aarevis, sprette op og
kvikne ——
’ Han kunde ikke længer skyve Erlend unna i sine tan
ker - en faavitug gap som intet kunde se eller lære
eller huske eller tænke. Nu knuget den anden hans
sind netop fordi ingen kunde vite, hvad Erlend saa og
tænkte og husket — han var rent überegnel.g.
— Mangen mand faar det som er eslet en anden,
men ingen faar en andens lagnad —.
Det var sandt sagt.
Han hadde holdt av sin unge fæstemø. Hadde han
faat hende, saa vilde han sagtens være blit en tilfreds
mand; de hadde vel nok kommet til at leve godt sam
men Og hun hadde blit ved at være som hun var, da
de møttes først: blid og sedelig, forstandig, saa en
mand gjerne kunde raadspørre hende ogsaa i større
saker litt egensindig i smaating, men føiehg ellers,
vænnet som hun var fra sin fars hænder til at la sig
lede og støtte og verne. — Men nu fik denne manden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
