Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
hun vår at liten Munan stod oppe i loftssvalen og tittet
ut meHem stolpebuerne.
Sønnerne — jog det gjennem hende. Hvad hadde
de tænkt da de vaagnet og saa at forældrenes seng var
urørt.
Hun løp over tunet og op til barnet — Munan var i
bare skjorten. Straks moren kom op til ham, ståk han
sin haand ind i hendes, som han var ræd.
Inde i loftet var ingen av drengene helt færdigklædte
—de var nok ikke blit vækket, skjønte hun. Alle saa
de fort op paa moren og siden ned igjen. Hun tok
hoserne til Munan og vikle hjælpe ham med at drage
dem paa.
«Hvor er far henne?» spurte Lavrans undrende.
«Far din red nordover til Haugen alt i otten,» svarte
hun. De store lyttet, merket hun, da sa hun: «du vet
han har snakket om det saa længe, han maatte op
engang og se, hvordan gaarden hans staar.»
De to smaa saa op i morens ansigt med vidaapne,
forundrede øine, men de fem ældste brødrene gjemte
sit blik for hende, da de gik ut av loftet.
111.
Dagene gik. Den første tiden var Kristin ikke noget
ræd: hun gad ikke grunde over hvad Erlend mente med
sin fremfærd, stryke slik hjemmefra nattens tider i braa
sinne, eller hvor længe han agtet at sitte der nord paa
heigaarden sin og tugte hende med sit fråvær. Hun
var kokende harm paa sin husbond, og allermest harm,
fordi hun ikke negtet for sig seiv, hun hadde uret hun
ogsaa, og hun hadde sagt ord som hun inderlig ønsket
kunde gjøres utalte. &
Visst hadde hun hat uret mange ganger, og hun hadde*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
