- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Korset /
317

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - VII

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

317
fulde kaar — han husket sagtens den tid da han hadde
været odelssønnen paa Husaby. En vakker kar var han
ogsaa — det tyktes biskopen være stor synd paa ham.
«Var det brødrene dine, alle de som var i følge med
dig? Hvor mange er dere Erlendssønnerne?»
«Vi er syv, herre, som lever.»
— Saa mange unge liv indtraslet i dette. Biskopen
drog uvilkaarlig et suk.
«Sit ned, Nikulaus — du vil vel tale med mig om
disse rygterne som er kommet frem om mor din og
hendes raadsmand?»
«Tak, værdige herre, jeg vil heller staa op for eder.»
Biskopen saa eftertænksomt paa den unge. Saa sa
han langsomt:
«Det er saan, Nikulaus, at det tykkes mig vanske
lig at tro, det er sandt som er sagt om Kristin Lavrans
datter. Og ret til at sake hende for hor har ingen uten
bonden hendes. Men her kommer til frændskapet mel
lem din far og denne Ulf, og det at han er din gud
far —. Og Jardtrud har baaret frem sin klage slik at
meget maa tydes til være for mor din. — Vet du om
det er som hun sier, at manden har ofte slaat hende
og at han har skydd sengen hendes snart i ett aar?»
«Ulf og Jardtrud levet ikke godt sammen — vor
fosterfar var ikke ung, da han giftet sig, og noget
haardsindet og heftig kan han være. Mot os brødre
og mot vor far og mor har han været den mest tro
faste frænder og ven alle dager. Det er den første bøn
jeg hadde agtet at bære frem for eder, kjære herre:
er der nogen utvei til det, da maatte I la Ulf slippe paa
frifot mot borgen.»
«Du er ikke myndig endda?» spurte biskopen.
«Nei, herre. Men vor mor er villig til at byde hvad
borgen som I monne ville kræve.»
21 — Undset: Kristin 111.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 21:59:28 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/3/0323.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free