Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Et Vinter-Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forstaa Digteren og Stykket, at søge efter det
psykologiske Motiv til at Hermione saa længe
holder sig akjult. Hun er der til Slutning,
fordi hun behøves tilsidst, som den afsluttende
Akkord behøves i Musik eller den afrundende
Arabesk i en Tegning.
Hermed skal ikke være sagt, at man
overhovedet ikke kan studere dette Stykke
psykologisk, men kun, at man maa følge Digteren
og rette sig efter hans Maal. Det forstaar sig
iøvrigt af sig selv, at han, «som næst efter Gud
har skabt Mest*, ikke har kunnet dramatisere
selv det letteste Eventyr uden at forme en hel
Gruppe af sande og fintudførte Karakterer.
Her-miones blide Højhed hæves og bestemmes ved
Paulinas altid slagfærdige Mod og Begejstring,
hendes ædle Majestæt belyses ved den andens
ædle Djærvhed. Hun har (siger Mrs. Jameson)
Egenskaber, som aldrig findes i det andet Kjøn,
og sjældent i hendes eget, Værdighed uden
Stolthed, Elskov uden Lidenskab og Ømhed
uden Svaghed. Skjøndt Datter af Kejseren af
Rusland er Hermione helt og fuldt den
engelske Hustru, der betragter sin Mand som sin
absolute Herre, hvis Væsen overfor ham er
ubetinget Underkastelse, Sagtmod, Hengivelse i hans
Vilje, hvad han saa falder paa. Hustruens
nationale Præg er saa rent, at henved 30Q Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
