Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Et Vinter-Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke have formaaet at forandre det i mindste
Maade; man finder dette samme Kvindeideal
hos Charles Dickens som hos Shakespeare.
Hos Leontes er Tidsalderens Stempel
lige-saa fremtrædende, som Nationens hos Hermione.
Han har sin Tids Brutalitet, naar han raser, og
dens urokkelige Energi, naar han angrer. Han
er i Besiddelse af den halsstarrige Udholdenhed,
som holder Opmærksomheden fæstet paa
Gjen-standen for sin Anger ligesaa udelukkende som
paa Gjenstanden for sin Mistanke, han har
handlet mod sin Hustru som et vildt Dyr, og
han sørger paa hendes Grav som en Hund. I
Sammenligning med en senere Tids Reflexion
staar han for os som naiv; hans Handlinger
formes ikke langsomt igjennem Overvejelse og
Ræsonnement, men naar hans haarde Organisme
rystes af en Ide, bevæger hans Aand sig i Sæt
og Spring. Han gjør sig slet ikke Rede for
sin Skinsyge paa Polyxenes, han har aldrig
frygtet hans Egenskaber eller hans Person, han
beregner ikke, om en Mand af den Art synes
at kunne være Hermione farlig, hans Mistanke
er saa enkelt og saa enfoldig, saa simpel og saa
lav, at han i Polyxenes kun ser Kjønnet, ikke
Personligheden. Individets Betydning som
aande-ligt Individ ligger udenfor hans
Forestillingskreds. Han er i Et og Alt det 16de Aarhun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
