Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gaar Optugtelsen over Naturen, og han bliver
ligesom oprørt ved sin Lystigmagers epikuræiske
ukristelige, uridderlige Livsanskuelse. Saaledes
lader han i Im, vida es sueno den stakkels
Clarin, der er krøbet i Skjul bag en Busk under
Slaget, rammes af en Kugle, for at vise, at
den Fejge ikke undgaar Faren, og giver ham
en saare højtidelig Ligtale, der er ligesaa
moralsk som Kong Henrik V’s Afskedsord til
Falstaff. Thi ogsaa Shakespeare ender overfor sin
stakkels fortabte Søn med at sætte sit alvorlige
Ansigt op og lade Revselsens Torden rulle.
Det lader sig tydeligt paapege, at Shakespeare,
der fra Begyndelsen af holder Falstaff som rent
komisk og humoristisk Figur og forflygtiger
det Lave, der hænger ved hans Natur, i
Latterens Æther, jo længere han tumler med denne
Skikkelse, og jo mere det gjaldt om at vise
Prinsens moralske Kraft i Modsætning til hans
tidligere, slette Omgivelsers Immoralitet, bringes
til at lægge en alvorlig Maalestok an, som fra
Begyndelsen af ikke havdes i Sigte. Herved
kommer en vis Splid ind i Karakteren. Falstaff,
der fra først af glæder sig ved sig selv, sin
Lystighed og sit Velbefindende ganske uden alle
Hensigter, viser sig efterhaanden mere og mere
tendentiøs, mere og mere betænkt paa at drage
Fordel af Prinsen, ligesom han bestandigt ses i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
