Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hver Time paa Dagen i de sidste toogtyve Aar,
og dog er jeg forhexet af den Slyngels Selskab.»
<Slet Selskab har fordærvet mig.» Man er saa
vant til at tro det Modsatte af hvad Falstaff
siger, at, saasnart han kalder sig forført, antager
man det Modsatte for at være saavel hans som
Digterens egentlige Mening. Falstaff er da ikke
hos Shakespeare et og samme Væsen. Enhver,
der har lét, som man ler med Falstaff i første
Del af Henrik IV, vil protestere mod i anden
Del af samme Drama at skulle indrømme, at
han i Grunden er en farlig Person. Hvor kan
han indrømme det? Han har jo ved sin Latter
bevist det Modsatte. Men endnu højere vil han
nedlægge Protest imod, at det skulde være
Falstaffs Genialitet, som man gjenfinder i Tossen
fra «De lystige Koner i Windsor», han, paa
hvem Shakespeare saa ærbart hævner den af
den rette Falstaff fornærmede Moral, og
aller-stærkest vil han benegte, at Operettens «Sir
John* har bevaret Andet af den udødelige komiske
Halvgud end den røde Næse og Korpulencen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
