Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Schröder: Ringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var den at ville være fransk. Tirret til det
Yderste som man var af den folkelige, nu
overvundne Puritanisme, efterabede man først i Livet,
dernæst paa Skuepladsen med al den
Ihærdighed , hvormed en Engelskmand forfølger en
Grille, den franske Finhed og den franske
Letfærdighed. Man vendte op og ned paa sin
tunge, engelske Natur for at synes flagrende,
man snakkede Fransk, man lod flygtig og
snaksom, man sagde Komplimenter og var lutter
Pudder og Paryk. Selv Theatret, der spottede
den simple Franskhed (i «Ringen» M. Wildair),
forgudede den fornemme Franskhed (i «Ringen»
Grev Klingsberg). Men i selve den
Haard-nakkethed og Alvor, hvormed man greb dette
an, stikker den engelske Natur igjennem. Man
sammenligne Datidens engelske Hof med det
franske, Tøjlesløsheden er begge Steder lige stor,
men ikke lige frastødende. Med pedantisk
Grundighed tilegnede man sig i England den
franske Tvivlelyst og Letsindighed; Lasten
blev fra en Fornøjelse til en Lidenskab,
Bagtalelsen f. Ex. (som i «Ringen» eller hos
Sheri-dan) fra en ondskabsfuld Morskab til en
hyæne-agtig Tilbøjelighed til at sønderslide Næstens
Rygte, og man drog saadanne Følger af
Letfærdigheden, at den blev oprørende ved
sin Urimelighed istedenfor fristende ved sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
