Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Musset: En Caprice
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
giftet dets Yndlings Liv; om den Afdødes Navn
derimod flokkedes Sympathierne med nyfødt
Styrke og større Varme end nogensinde før.
Saa elsket er i Frankrig den Digter, hvis
mest afrundede dramatiske Arbejde det
kongelige Theater for Tiden har paa sit Repertoire. I
ingen af Mussets Komedier eller Proverbes er
den ydre og indre Form saa fuldkommen, og
Navnet Un caprice er ogsaa iblandt de Navne paa
hans Værker, der ere indhugne paa hans Ligsten
paa Pere-Lachaise. Det hører øjensynligt ikke
til hans Ungdomsarbejder. I sine første Digte
er han overstadigt letfærdig af Overgivenhed og
Trods; i de forvovne Sange fra Spanien og
Italien, i Mardoche og i Namouna — der
udkom netop samme Aar som dets danske
Sidestykke, Paludan-Mullers «Danserinden» — sætter
han Anstændigheden tildørs, kaster Moralen ned
ad Trapperne og slaar Gjækken løs med en
Uforskammethed uden Mage. Siden, da hans
Hjærtesorg har givet ham Alvor, paa den Tid,
da han frembringer sine mest ophøjede og mest
fortvivlede Digte, sætter han sig endnu med
uindskrænket Ligegyldighed ud over
Ægteskabet som Institution i Skuespillene Le
chande-lier og Les caprices de Marianne, og i
Con/es-sions dun enfant du siecle hylder han den
Synsmaade, som blandt Andre George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
