Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Sandeau: Slottet i Poitou
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Veltalenhed, Svulst, alle de Egenskaber, der
gave hans Generation dens Stempel, have bygget
med paa hans Lystspil og styret hans Pen. Der
er tusinde Mile fra disse Egenskaber til det
nuværende Frankrigs skarpe Virkelighedssans og
naturforskende Iagttagelsesgave, eller rettere, der
var kun en Haandsbred derimellem, da den ene
Yderlighed afløste den anden. Det
Ejendommelige ved Sandeau’s ædle Personer er det, at de
— som det hedder i Anmeldelserne af Dødsfald
— ere «altopofrende» og udtømmende
bestemmes ved denne i Livet ikke hyppige Egenskab;
saa snart Pligten, om den saa optræder i
Skikkelse af taabelige Løfter eller vissen gammel
Fordom, kommer deres Livs Lykke i Vejen,
træde de øjeblikkelig tilbage. (Styres de da ikke
af Lidenskaber, som vi André?) Den unge altfor
velopdragne Pige aner ikke den Magt, hun
udøver over den unge Officer (hvorfra denne
Mistillid? har hun da intet Kvindehjærte og intet
Instinkt?), den unge Demokrats beskedne og
ridderlige Sind byder ham at anse sig for absolut
uværdig til en højadelig Dame. (Har han lært
denne Tro paa Adelens Gyldighed i den store
Armee?) Han er ligesaa nobel, som han er
velopdragen; i vore Dage ynder man at se nøjere
til. 1868 sige vi til Digteren: Lad kun din Helt
have nogle smaa Svagheder, vi Helte have nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
