Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Oehlenschläger: Dronning Margareta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Veltalenhed. Oehlenschläger stemmer, Racine
overbeviser; i Frankrig er Helten sin egen
Advokat, hos Oehlenschläger er han sin egen
Herold. Den danske Digter naar sit Maal ad
det følelsesfulde Foredrags Bølger, den franske
sit over den fine og altid bevægede
Forstandsrhetoriks gjennemsigtige Vande, men begge
forskjønne og udelade, begge simplificere
Handlingen og Karakteren, Historien og Mennesket;
begge udelade saa meget og simplificere saa
stærkt, at de med al Tidernes, Nationernes og
de to Personligheders overordentlige
Forskjellighed staa hinanden indbyrdes meget nærmere,
end de hver for sig staa f. Ex. Goethe. At vor
klassiske Komedie frembyder Paralleler med den
klassiske franske er man vant til at høre, men
det er ikke mindre sandt, at den danske
Tragedie hos Oehlenschläger, trods dens nordiske
Aand, dens tyske Foranledning og dens
Forudsætning i Shakespeare, udviser en kraftig
Analogi med den franske.
«Dronning Margareta» har endelig ligesaa
lidt sit Tyngdepunkt i det Dramatiske, som
i det Personlige. Stykket er bedst, hvor
Følelsen strømmer over. Det hænder oftere,
at den digteriske Begejstrings og det poetiske
Raseris Aftagen med Aarene; aabenbarer sig
som en vis Alsidighed. Hos Goethe har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
