Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Oehlenschläger: Dronning Margareta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kuld og Kjøn, er han fra hin Stund af i
Virkeligheden dødsdømt.[1]
I Sjælebrydningen her ligger noget i høj
Grad interessant, noget den psykologiske
Opmærksomhed mægtigt Sysselsættende, men dette
Interessante er Oehlenschläger aldeles fremmed.
Hans Oluf véd fra Begyndelsen af, at han
bedrager, og det er Enfoldigheden, som er
hans eneste Undskyldning. Nemesis rammer
ham strax gjennem den nødtvungne Fortien
overfor Ingeborg og gjennem Forholdet til
hans rette Moder, som han tvinges til at
fornegte. Derfor vækker han ogsaa mere
Medlidenhed end Sympathi, og Stykket synker noget
sammen i den ene Side under denne store Vægt
af det Rørende. Men hvad der hos
Oehlenschläger er det Nye og det Vigtigste, er det,
at da det denne Gang ikke er mod en Fremmed,
men netop mod Moderen, at Sønnen rejser sig,
da hun altsaa ikke som hos Schiller kan dække
Ynglingens Bedrag, men Alles Øjne heftes paa
hende i den afgjørende Stund, saa kaster
Bedrageren her ovenikjøbet Beskyldningen for Had
til eget Barn over paa den Ulykkelige, han vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
