Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Heiberg: De Uadskillelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
unge Pige i Hertz’s «den Yngste» læsser Bøger
paa Tadeo, gjør det, at man synes at ville
eller kunne blive ved i det Uendelige, en
lattervækkende Virkning. Stærkere er denne
naturligvis , naar det, der saaledes lægges eller
knyttes til, ikke er Ting, men Mennesker.
Saaledes er der noget Komisk ved en Embedsmand
som Notarius publicus, hvem hans Stilling
forpligter til altid at møde vidnefast med to
Gefrej-dere i Hælene. Naar han spadserer stoltelig,
som var han sin egen Herre, paa det ene
For-toug, saa smiler man i stille Tillid til, at hans
to Venner nok befinde sig paa det andet
For-toug, og at den tilsyneladende Frihed kun er et
Skin. Kjører han i Droschke og konverserer
nok saa venskabelig to Herrer, der sidde
lige-overfor, da smiler man, fordi man slutter, at
det er de stakkels Vidner, hans ham paanødte
Livsledsagere, som han underholder sig med.
Det er Afhængigheden, som morer. Hos Klister
er den dobbelt. Meget af det mest Komiske
hos Moliéres Personer kan betegnes ved Ordene
malgré lui, og meget af det Latterligste hos
Holbergs ved Ordene udi egen Indbildning;
disse Udtryk betegne nemlig det Komiske
henholdsvis i Viljen og i Viden. Klisters Forhold
til Hummer er Vennen imod sin Vilje, til Malle
Elskeren udi egen Indbildning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
