Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Hostrup: Gjenboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
søg finde Skikkelser, der ikke blot ere farveløse,
men ovenikjøbet slet ikke have noget Forhold til
Virkeligheden; Henrik i «KongSalomon ogjørgen
Hattemager», Tjenestefolkene i «Kjøge Huskors»
og Tjenerne i Hertz’s første Stykker ere rene
Studier efter Holberg; man finder her Eder som
«mare» eller «Drollen splide mig». Hostrup
har aldrig i sine Dage havt noget Forbillede
mellem Naturen og sig; vort Lystspils Udvikling
frembyder i Henseende til Naturtroskåb en
Parallel med vor Malerkunst, og Hostrup er den
Troeste blandt de Tro. Den ædle,
abstrakt-pathetiske Diktion lykkes ikke for ham, den er,
naar han forsøger sig paa den, bleg og uden
Oprindelighed. Hvad der falder udenfor hans
Hørevidde, falder udenfor hans Talent; kun den
Tale, der i Livet har lydt for hans Øre, kan
han gjengive som Mester, og naar hans Stof en
enkelt Gang fordrer en mindre realistisk Stil,
er han kun heldig, hvis han formaar at bøje
Fordringen og underkaste det Ideale sin
realistiske Opfattelses Behandling. Dronning Gunhilds
Diktion i cEn Spurv i Tranedans* er højtidelig
men karakterløs, den evige Jødes i «Gjenboerne»
er derimod fuld af Liv og Sandhed. Det ligger
i, at Hostrup hverken har villet eller kunnet
holde Jerusalems Skomager, midt i disse
Lystspilomgivelser, i den rene og pathetiske Stil, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
