Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Ibsen: De Unges Forbund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digteren strax i første Handling karakteriseret
ham som «Festtaleren». Festtaleren er en
Skabning, som først de senere Aartier have sét
frem træde her i Norden, og det er en
Frembringelse, som har sin udprægede
Ejendommelighed. I denne Frasernes Tid er Festtaleren
Frasemagernes Konge. Festtaleren er alvorlig,
Festtaleren er begejstret. Festtaleren er moralsk
(om Forladelse, jeg vilde sige: ethisk), han er,
med en let Overgang, paa de mest inspirerede
Steder, især henimod Talens Slutning, desuden
religiøs. Han forener i sig Digteren,
Reformatoren og Præsten, og han er dobbelt elsket,
fordi hans Poesi, hans Moral, hans «dybe og
alvorlige* Religiøsitet kun kommer frem ved
festlige Lejligheder. Han er ikke plump og
uhøvisk nok til at være tilstede, hvor man
strides og slaas; han gaar ikke heller imod
Strømmen, han er ikke gal. Han leder
Strømmen, han bæres oppe af den, hans Hjærte
svulmer af Begejstring, naar Folkegunstens
Bølger løfte ham højt. Da er det, at han,
selv løftet, taler om det, hvori der er «Løftelse*.
En Hædersmand af denne Natur er det, som
sagt, at Ibsen har kaaret til Helt i sit nye
Lystspil, og selve Valget kunde ikke være
bedre. Det er gjort blandt den Art Folk, der
om ti Aar ville regjere os, forsaavidt de ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
