Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakteristiker - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som de bekjendte antike Børneskikkelser med
Masken, vækker Latter, morer og skræmmer
bag den. Saaledes bliver Eventyrets i al sin
Ligefremhed maskerede Udtryksmaade hans
Stemmes naturlige, ja klassiske Tonefald, der meget
sjældent slaar over eller klinger falsk. Det Eneste,
som nu og da finder Sted, er, at man for
Eventyrets rene Mælk faar en Slurk Mælke vand,
idet Tonen bliver lidt vel følsom og blødsøden
(« Den stakkels Johannes !», «Den stakkels Fugl»,
«Den stakkels . Tommelise»), hvad forøvrigt
sjældent sker i de fra Folke-Eventyrene tagne
Æmner som «Fyrtøjet», «Store Klaus og Lille
Klaus» o. s. v., hvor det naivt Lystige, Friske
og Haarde i Fortællingen, der uden mindste
medlidende eller klynkende Frase beretter om
Ugjerninger og Mord, kommer Andersen
tilgode og stiver hans Figurer i Vejret. Mindre
klassisk er Tonen derimod i de blandt
Eventyrene indførte lyriske Udbrud, i hvilke Digteren
i en bevæget og pathetisk Prosa kaster et
flygtigt og omfattende Blik ud over et stort
Tidsrum af Historien («Ærens Tornevej», «Svane
-reden»). Her er der et vist Sving, en vis
jagende Begejstring i Stemningen, der synes
mig at staa i et Misforhold til det lidet
betydelige Tankeindhold.
Paa de nu nævnte faa Undtagelser nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
