Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Forste Tidsrum.
IS.
storge gjenvinder sin Uafhcrngighed. Kong Magnns Qlafsson hiin Gode.
Hvorledes den norste Kirke blev til, — hvorledes den beseirede
og udryddede Hedendommen i de af Nordmcend beboede Lande, —
hvorledes den grundfcestedes ved Olaf den Helliges Love og Indret
ninger, hvilke saa at sige besegledes ved hans voldsomme Dsd og
strar paafslgende Ovhoielse til Helgen, — Alt dette er i det Fore
gaaende fremstillet. Vi stulle nu folge den norste Kirkes videre Ud
vikling i dens tidligste Dage, og for dette Viemed maa vi da forst
igjen henvende vor Opmarksomhed paa Norges Stilling ncermest efter
Olaf den Helliges Dsd.
Kong Svein og hans danske Styresmcend i Norge havde sundet
sig i og givet sit Samtykke til Olafs Helgenophoielse. De havde der
ved, i det mindste middelbart, godkjendt som lovligt baade Olafs tid
ligere Modstand mod Knut den Mcegtige og hans senere Angreb paa
Norge. De kunde ikke lcenger paastaa, at han havde forholdt Knut
det Rige, som med Rette tilkom denne, eller at han var falden som
Oprsrer mod sin lovlige Konge. Men paa denne Maade reve de
selv Hovedststten bort under sit Herredomme og gjorde dettes Varig
hed umulig. Naar nu hertil kom, at de danske Herrer, istedet for at
strcebc efter Nordmandenes Velvillie ved at satte sig md i de norste
Forhold og iagttage de norste Love, tvertimod ved at satte sig ud
over hine og gjsre Brud paa disse bortstodte Folket fra sig, naar de
desuden ved Mistanksomhed og Uordholdenhed fjarnede de norste Hsv
dinger fra sig, i hvis Indflydelse paa Almuen, de burde soge sin for
nemste Styrke, — saa var det intet Under, at deres Herredomme li-,
gesaa hastig faldt sammen, som det havde reist sig.
Endnu i 1033 var vist nok Svein istand til at reise en Hoer i
Norge til Forsvar for sit Kongedsmme mod Tryggve, en Son af
Olaf Tryggvesssn, der med en Krigerflok samlet i de vestlige Lande
vilde gjore sin Ret til Norges Rige gjeldende. Tryggve blev faldet
i et Slag i Soknarsund ved Rogaland, og hans Har spredtes.
Men selv under dette forresten heldige Tog fik Svein marke de haand
gribeligste Tegn paa den tiltagende Misstemning i Landet. Einar
Thambarskjalver blev nemlig siddende hjemme og vilde ikke folge
Kongen. Det samme var Tilfaldet med de magtige Arnes-Ssn
ner, og Kalf Årnes son lod endogsaa, da han traf sammen med
Kongens Har og opfordredes til at folge den, de Ord falde: at han
havde gjort nok, om ikke for meget, for Knytlingernes Magt, — djarve
Ord, hvorfor Svein dog ikke kunde eller turde refse ham ’). End
l) Sn. 01. H. S. c. 262, 263,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
