Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Spendt Forhold mellem Norge og Erkebisioppen af Bremen.
alene. Og senere — tilseier Adam — gjorde og sagde han saare
meget, som paaforte hans Stolthed et snarligt Fald". Adalbert hen
vendte sig til Pave Alerandcr II (1061—1073) og udvirkede af ham
en Skrivelse til Kongen, hvori det paalagdes denne samt hans Bi
siopper, at vise den hamborgste Erkebiskop den samme Underdanighed
som de skyldte det apostoliske Seede, hvis Legat og Vikarius Erkebi
sioppen var. Denne pavelige Paamindelse virkede imidlertid ligesaa
lidt paa Harald som den forudgaaende fra Adalbert. Kongen, heder
det, vedblev at sende sine Bistopper til Frankrige og England ja, som
det synes, til Norn selv for at indvies, og det eneste Adalbert kunde
«drette var, at han, naar Leilighed gaves, opfangede disse, efter hans
Begreb ulovligen viede Bistopper og loslod dem ikke, for de havde
aflagt ham Trostabsed. Dette hendte blandt flere ogsaa en Asgaut,
efter vore Sagaer Biskop Grimkcls Sostcrssn ’), der, ligesom Bern
hard, var indviet af Paven. Adalbert opnaaede kun selv at indvie to
Bistopper til Norge: Tholf (Thiodolf?) og Sevard (Sigurd?) 2).
I hele denne Fremstilling af Striden mellem Harald og Adalbert er
Adam af Bremen og hans Scholiast vor eneste Kilde. Adams for
virrede Fremstilling, som derhos maa samles fra flere forskjellige Ste
der i hans Skrift, lader megen Usikkerhet» tilbage, iscrr med Henspn
til Tidsfslgen; og det vil vist altid blive yderst vanskeligt at forklare,
hvorledes det egentlig er tilgaaet med Vernhards og Asgauts Ind
vielse af Paven, samt naar den kan have sundet Sted. Men saa
meget fremgaar tydelig og übestridelig af det fortalte, at Kampen
mellem Harald og Adalbert var ganske alvorlig, og at den norske
Konges og Kirkes Modbydelighed for den hamborgste Metropolitan
myndighed var afgjort.
Skjont man nu vel ikke kan lcrgge Harald hans Nlydighed mod
den overmodige hamborgste Erkebiskop synderlig til Last, eller deraf
udlede den Slutning, at han ringeagtede Kirken og dens Forstandere,
saa ligger dog i hvad der allerede er fortalt Antydninger til, at han
maastee ikke i alle Henseender omfattcde Kirken med den tilborlige
Kjcerlighed og Opmaerksomhed, og at han maastce strakte sin Egen
raadighed i kirkelige Anliggender videre, end som sinder sit Forsvar i
en fornuftig Strcebeu mod hierarchiste Anmasselser. Dog hender man
Forholdene forlidet til i denne Henseende at kunne fcelde nogen be
stemt Dom. At han ikke var ganste ligegyldig ved hvad der hsrte til
Christcndommens ydre Verdighed, synes fremgaa deraf, at han drog
Omsorg for tvende betydeligere Kirkers Bygning i Nidaros. Den
ene var Olafs-Kirke, der var paabegyndt af Magnus den Gode, men
l) rurnm. 8. 111. S. l?2. 2) Ad. Brem. 111. c. 135 med tilherende Scholie,
jft. m. IV. c. 206, og li. 8. I). c. 241.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
