Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
Kirkens Dommermyndighed.
og Biskop Grimkel udarbeidede, og stemmede derfor med hin
anden i alle de vigtigste og selve Religionen og dens Udsvelse mest
rorende Punkter. Desuden var Mangelen paa Eenhed i den norske
Kirkelovgivmng en Mangel, som den delte med den verdslige Lov
givning, og som derfor Nordmcrndene hverken fandt paafaldende eller
felte som et Onde.
4. Kirkens selvstendige Dommermyndighed skulde
yttre sig deri, at enhver Netssag, der paa nogen Maade
angik Kirken, ikke alene dens Lcere og Ritus, men ogsaa
dens Ejendom og dens Personer, kort enhver Retssag,
der i det pavelige System var betegnet som horende
under Kirkens Omraade, den skulde paakjendes og dem
mes af geistlige Dommere, nemlig i forste Instans af vedkom
mende Biskop, og i Appellationsin stans af Metropolitan en, fra
hvem dea endelig i sidste Instans kunde fores ind for Paven. An
gik Sagen en Biskop, skulde den umiddelbart paadsmmes af hans
Metropolitan; angik den selve Metropolitanen, skulde den
umiddelbar paadsmmes af Paven eller dennes Tilforordnede (Milens
ljel^ati). Denne Retsorden var endnu ganske ukjendt i den norske
Kirkeforfatning. De gjceldende Christenretter kjende ikke nogen anden
selvstcendig Dommermyndighed hos Kirken, end den som stod i For
bindelse medßetten til at paalcegge Psnitens, hvorunder man
maa tcenke sig indbefattet Retten til at paalcegge Interdikt,
skjent dette ikke udtrykkelig ncrvnes, — altsaa kun den Dommermyn
dighed, som angik Samvittighedssager, iscer de der aabenbaredes
i Skriftemaalet, og hvilke den verdslige Dommermyndighed egcntligen ikke
kunde naa. Udenfor disse Sager gjorde hverken en Sags Beskaffen
het) som henhorende under Christenrettens Bestemmelser, etter en Per
sons Stilling som Geistlig eller Kirkens Embedsmand, eller en Ejen
doms Veffassenhed som Kirkegods, nogen Undtagelse med Hensyn til
Rettergangen. Dommermyndigheden var i alle Tilfcelde
hos Folket, hvad enten Sagen efter gjceldende Retsorden skulde
paakjendes ved Voldgiftsdommere, eller paa Heredsthing
eller paa Lagthing. Rettergangsordenen var den, at hvor Sagen
laa under Christenretten, der var Bisioppen eller hans Ombudsmand,
og i enkelte Tilfcelde Sognepresten, Sagsogeren, ligesom den idemte
Bod enten heel eller for en Deel tilkom Bisioppen, kun i enkelte faa
Tilfcrlde Sognepresten. Anklageretten hvilede saaledes i alle de
Sager, hvilke Christenretten betegnede som geistlige, hos Kirkens
Forstandere, men Do mm ermyndigh ed en hos de almindelige
Domstol e. Maastee var dog ikke herved Geistligheden gansie ude-
Keysei. Ten norsse Ki,ke« Historie, l. 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
