Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460 Andet Tidsrum.
kjende Provincialconciliernes Ret i denne Henseende. Her var da
atter et aabcnt Tvistemne mellem Kirke og Stat i Norge, som man
ikke undlod at optage i det ncrstfolgende Tidsrum.
4. Kirkens selvstendige Dommermyndighed, svet i
ret canonisk Form ester Pavedommets Forskrifter skulde ifolge Kar
dinal Vilhelms kort ovenfor ncevnte Brev allerede for Midten af det 13de
Aarhunvrede have virret fuldkommen indrsmmet i Norge. Men i denne
Kartinalens Paastand maa ganste vist stikke enten en Misforstaaelse
fra hans Side af de bestaaende norske Statsforhold, eller og en slu
Fordolgelse af Kjendsgjerninger til Hjcrlp for Kirkens Fordringer i
kommende Tider. Norges Love nemlig fra ncervcerende Tidsrum, de
verdslige ligesaalidt som Christenretterne, indeholde intet Spor til Er
kjendelsen af selvstandige geistlige Domstole, men forudscrtte tvertimod
paa det Bestemteste, at kirkelige Sager, forsaavidt de kom til Rettens
Afgjsrelse, paadsmtes ved de almindelige verdslige Domstole. En
gjennemgribende Forandring gjcrrede imidlertid allerede i det norske
Retsvcrscn, forberedt ved faste Lag moen ds Anscrttelse som Netsbe
styrere, hvem tillige et Slags dsmmende Myndighed var indrommet,
for det Tilfcelde at de tvistende Parter foretrak at underkaste sig deres
Kj endelse (orskug,-) istedetfor Thingets Dom. Denne Indretning,
der strev sig fra Slutningen af det I2te Aarhundrede, indstrcrnkede vist
nok, hvis den benpttedes, Geistlighedens crldre Adgang til selv at ove
Indflydelsc paa Kirkesagers retlige Afgjsrelse, idet den derved over
lodes til en enkelt Lag m and istedct for paa de underordnede Thing
til Thiugmcendene, blandt hvilke ogfaa Geistlige kunde vcere, eller
paa Lagthinget til Lagretten, fra hvilken Geistlige neppe vare ude
lukkede"). Man maa rigtignok vel mcerke sig, at Loven ikke endnu
opstillede Retssagers Afgjorelse ved Lagmands Kjendelse som nogen
Nedvendighed, men overlod til de tvistende Parters eget Godtykke at
vcelge mellem den og Thingets Dom. Alligevel er det sikkert, at
Geistligheden, udentvivl forudseende en snart indtrcrdende, for sig min
dre gunstig Forandring i den norske Nettergangsorden, har i dette
Tidsrum meer og meer lydeligt krcevet sceregne kirkelige Dom
s-tole, indrcttede ester den canoniske Lovs Forskrifter. Allerede Stri
den mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik viser dettes. Sagen
har dog aabenbare endnu ikke i det her omhandlede Tidsrum faaet
det for Kirken gunstige Udfald, som Kardinal Vilhelms Brev synes
forudsattte. Den har derimod staaet som et Krav, tydeligen udtalt
fra Geistlighedens Side, som et Tvistens Emne mellem Kirke og Stat,
hvilket vi snart stulle ste spiller en Hovedrolle i det noeste Tidsrums
store Kamp.
’) S. o. f. S. 209. ’) S. o. f. S. 210. 2) S. o. f. S. 278, 286.
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
