Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 Tredie Tidsrum.
hans tredie Hovedfiende, Sighvat Lande, var dengang dod. Den
eneste Geistlige af Vetydenhed, der siges at have taget sig lidt af
hans Sag, var Presten Salomon Thoraldesssn, der nys var
hjemvendt fra sine Studier i Udlandet, og siden blev Biskop af Oslo ;
men han kunde dengang ingen vcestntlig Hjcelp pde den arme Fange,
da alle Chorsbrodrene vare imod ham. Meer Medfslelse vakte den
haarde Behandling, der vederfores Laurentius, hos Erkebijkopvens
Svende, hvilke kjendte ham og holdt af ham fra aldre Tid. De sam
lede sig og yttrede aabenbarc, at det var uforsvarligt saaledes at gribe,
famgfle og mishandle en Mand, hvis Forbrydelse ikte var bevist, og
som ikke var domfoeldet. Men hertil svarede Chorsbrsdrene, at det
virkelig var bevist, at han havde havt falske Vreve med sig til Is
land og havde tilsneget sig Erkebiffoppens Segl for dem. Mange
spurgte da, hvorfor Laurentius ikke maatte stilles for Erkebiskoppen
selv. Man svarede, at Erkebistoppen, ester at have hort Broder
Vjsrns Fremstilling og last Biskop Isrunds Breve, var bleven Lau
rentius saa vred, at han ikke vilde see ham. Dette sidste var dog —
heder det — aabenbar Usandhed; thi Chorsbrsdrene havde selv mod
taget baade Bjorns Udsagn og Biskoppens Breve, medens Erkebiskop
pen under sin Sygdom ikke havde det ringeste at raade.
Det synes dog ikke at have varet ret lange, for Chorsbrsdrene
foretog sig Behandlingen af Laurentius’s Sag i et Kapitel eller Mode,
som de holdt paa egen Haand uden at Erkebiskoppen var tilstede. De
lode Laurentius tilkalde, og modtoge ham siddende i al sin Herlighed
paa kostbare Hynder, medens han, svag som han var efter den haarde
Behandling, han havde lidt, blev sat lcenket paa Gulvet. Da han
med svag Stemme hilsede dem, var det saa langt fra at de gjengjeldte
hans Hilsen, at meget mere en af dem spottende sagde: Hoiere
streg du Laurentius, da du lceste Vansbrevet over os." Der blev nu
fremsat to Beskyldninger mod ham fra Chorsbrsdrenes Side: fsrst at
han havde strevet falske Breve i Erkebiskoppens Navn, — derncest at
han havde begaaet Understceb med St. Olafs Offer, medens han havde
at oppebare dette, en Beskyldning — heder det — som aldrig havde
varet gjort for han drog til Island. Endelig bleve de Breve oplaste,
som Biskop Isrund af Hole havde strevet for at klage over ham.
Chorsbrodrene ovfordrede ham derpaa til at vedgaa de fremsatte Be
skyldninger; men dette afflog han paa det bestemteste. Et stoiende
Optrin fulgte. Endelig forelagde Kapitelet Laurentius tyende Vil
kaar: enten at modtage siig Skrift i Norge, som Officialen maatte
bestemme, — eller at fare tilbage til Island i Biskop Isrunds Vold,
og indtil sin Afreise vare i Fangsel. Laurentius valgte — som det
lader mod Forventning — bet sidste. Alt hvad Gods, han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
