Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
692 Fjerde Tidsrum.
faa Munklifs Kloster i Forlening ’). Dette Haab flog vistnok Feil,
men Munklif vandt kun derved endnu et Aarstids kummerlige Tilvcerelse.
I August Maaned 1529 forlenede Kongen sin Tjener, Isrgen
St^nsssn, med Augustinerklosteret i Konghella, det faakaldte Kastel
klofter. Men herved fandt Erkebistop Olaf sig selv og Nidaros’s
Kirke paa det Fsleligste bersrt. Kastelklosteret havde nemlig fra gam
mel Tid staaet i et umiddelbart Afhcengighedsforhold til Nidaros’s
Erkcstol og modtog af Erkebistoppen og hans Kapitel sin Fornmnd
eller Prior. Et Magestifte var rigtignok i 1354 i Gjcere, hvorved
Klosteret stulde bortbyttes til Kronen imod nogct af dennes Gods
Nordenfjcrlds ; men Byttet var aldrig kommet til virkelig Udfsrelse.
Kong Hans havde i 1498, paa Grund af dette Magefiifte, hvilket
han trorde istandbragt, fordret paa et Raadsmsde i Vaahus Klosteret
af Erkebistop Gaute; men paa given Oplysning lod han sin Fordring
falde og tilsagde Erkebistoppen og hans Kirke Klosteret og dets Gods
frit for Kronens Paatale. Alt dette gjorde nu Erkebistop Olaf gjcel
dende, idet han paaankede Kong Fredriks Indgreb i hans Kirkes Ret;
og Kongen vovede ikke strar at afvise Erkebistoppens Anke, men lod
som om de paapegede Forhold vare ham übekjendte, og som om han
havde bortforlenet Klosteret, fordi han stod i den Tro, at det tilhorte
Kronen. Han lovede imidlertid at modtage Erkebistoppens Beviser,
naar de modtes paa n^ste Herredag, og derefter lade ham komme til
sin Net; et saadant Mode kom dog aldrig istand, og Forleningen af
Klosteret til lorgen Stensson, blev, som det spnes, heller ikke tilbagekaldt.
Det maa vistnok synes underligt, at Erkebistop Olaf blot i dette
ene Tilfcelde optraadte med sin Indsigelse, medens han, som det lader,
holdt sig rolig ved Alt hvad der foregik i Bergen. Aarsagen hertil
ligger dog for en stor Dccl i Forhold, som her bandt hans Hcrnder.
En Metropolitan gjaldt paa denne Tid meget lidet udenfor sit eget
Bistopsdomme. Det var saale.des ikke ham, men Bistopven af Ber
gen, der ssulde modscette sig de inden Bergens Bistopsdsmme Kirken
tilfsiede Fornærmelser; og fsrst naar sidstncevnte Biskop klagede for
ham og paakaldte hans Hjoelp, var der lovlig Adgang for Erkebi
sioppen til at stride md. Men en saadan Henvendelse til ham fra
Biskop Olaf Thorkelsssns Side spores ikke at have sundet Sted.
Det kan dog heller ikke negtes, at Erkebistop Olaf selv kun alt.
formeget synes at have savnet den Karakterens Styrke, den varme
Fslelse for sit Kald, og den faste Overbevisning om sin Sags Sand
hed og Retfa?rdighed, der udfordredes for at optrcede med Verdighed
og Held i Tidens Kamp. Hans Forsigtighed var ofte rosvcerdig,
men ofte ogsaa crngstlig eller overdreven, og aldrig i afgjsrende Die
’) Langes Klh. 2dm Udg. 180, 310. ’) N. Dipl. 11. 265—268.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
