Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
803
Kong Kristian samtykker en norfi Herredag til Bergen.
at han lyttede til Klaus Vildes mundtlige og Hans Reffs skriftlige
Forestillinger, om ogsaa maafiee meer i Betragtning af den farlige
Stilling, hvori han selv endnu var stedt, end af Velvillie mod Nord
mcendene. Efterat have overlagt Sagen med Danmarks Raad, gav
han sit Samtykke til en Herredag i Vergen ved St. Olafs Tid (29de
Juli) og gav Erkebiskop Olaf Leide til den med 100 Moend. Herom
tilstrev han dog, saavidt skjennes, ikke Erkebistoppen selv, men kun
Esge Bilde i Bergen under 28de Mai, idet han med det samme paa
lagde ogsaa Hr. Esge at give Erkebistoppen Leide, hvis han forlangte
det ’). Kristian har, som det lader, ligesaameget flyet at indlade sig
i umiddelbar Brevverling med Erkebistoppen, som denne med ham.
Og Aarsagen har aabenbare fra begge Sider vceret een og den samme,
nemlig at ingen af dem vilde binde sig til den anden ved sterre For
pligtelser, end han igjen med nogenlunde Lethed i paakommende Til
fcelde kunde lese sig fra.
Imidlertid havde de Uheld, som det Danmark fiendske Parti i
Norge msdte ved sine fsrste krigerske Foretagender, spredt Usikkerhed
og Mishaab over dets aabenbare og hemmelige Tilhengere. Man
tcenkte ikke vaa at oprette det lidte Tab, hvilket dog i Grunden neppe
var saa overordentlig stort; derimod segte man kun Udveie til at
dcekke over hvad der var steet, og atter ncerme sig den Fyrste, som man
nys havde undsagt. Og det kan ikke negtes, at Erkebiskop Olaf heri foregik
med Eremplet vaa en mindre cerefuld Maade, idetmindste hvis han
virkelig af egen Drift havde anstiftet, eller endog blot frivilligen og
fuldeligen givet. sit Minde til Einar Tjelds og Kristoffer Throndsssns
Foretagender, — ikke at tale om, hvis Erik Gyldenstjernes Beskyldning
virkelig medfsrer Sandhed: at han var gangen saavidt, at han havde
ladet Keiserens og Pfalzgrevens Skrivelser kundgjere for Almuen for
at ophidse denne, og i samme Viemed havde fremstillet Kristian !ll’s
Skattefordring som sterre, end den i heden var. Djcervt Mod
og urokkelig Fasthed var, som vi oftere have havt Anledning til at
udpege, Egenstaber, der altformeget savnedes i Erkebiskop Olafs Ka
rakter; derfor kunde heller ikke et sterre og farligere Foretagende, som
ncervcerende var, under hans Ledning have Udsigt til at lykkes. Et
andet Spergsmaal er, om han var saa falsk, saa blindet af A3rgjer
righed og derfor saa hensynslss for sine Landsmcends Tarv, som hans
seirende Modstandere gjerne have villet fremstille ham; — derom har
man ikke saa liden Grund til at tvivle. Vi maa ogsaa altid mindes,
at Tidsalderens Statskunst var renkefuld. Erkebiskop Olaf var i saa
Henseende et af sin Tidsalders Bern. Dog var han visseligen ikke
af de vcrrste; og hans Modstander, Kristian 111, hvor heit end dennes
’) Pal.-Muller, Gr. F. 11. 276.
51*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
