Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Retsopfatninger blandt finnene av sorenskriver Erik Solem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
egteskapet. Hvor gammel konen blir, kan hun til enhver
tid paavise sine «arveren». Men saavidt jeg har kunnet
bringe i erfaring, er der ikke nogen sikker regel — paa
samme maate som for fæstensgaven — for at hun har
ret til ogsaa at utta sine arveren forlods paa skifte med
barnene. Der blir nok fremsat krav, men de blir ikke
altid respektert.
I denne forbindelse skal jeg ogsaa nævne et tilfælde
som er omtalt av Isak Fellman*. Under et skifte som
blev behandlet paa tinget for Utsjok og Teno 10 februar
1733, gjorde enken gjældende at et sølvbelte som hun
hadde kjøpt av sin mand, var hendes særeie, og ikke
skulde tages med i skiftet.
I norsk ret hadde hustruen oprindelig delvis særeie,
men alt en god tid før Chr. V. norske lov (1687) var for-
holdet forandret derhen at sameie var det almindelige.
I Chr. V. N. L. 5—2—19 og 20 forutsættes sameie. Efter
gammel svensk ret var sameie i løsøre almindelig.
De forhold jeg har nævnt ovenfor, viser at disse norske
og svenske retsregler om sameie mellem egtefæller ikke
er trængt helt igjennem hos finnene. Den gifte kvinde
har en mer selvstændig raadighet over sit gods.
Efter v. Dibens* fremstilling har døtrene i tidligere
tid, da de svenske og norske arvelover tilla dem mindre
lod end sønnene, hos finnene altid tat hel lod — og vel
saa det. Grunden til dette skal være et gammelt sagn
om at det er kvinden som først tæmmet renen: «Derför
har qvinnan af fordno haft största lotten vid arf af hjor-
dar. Hustrun, systern skall hafva <«storhundra» (120)
mot mannens, brodrens tiohundra; hustrun skall hafva
«handren», den som ledes for raidon eller vid klöfjandet;
hon skall hafva «barnren», för att båra det spådaste bar-
net (— och grytan!). Till tack för det hon upptiickt husets
båsta inkomst-kålla skall hon hafva halfva kåtan och full
*bådd. | Får hon icke denna lott i boet, då har hon fått
endast «hundlott»» (s. 332). Det har ikke lykkets mig
" Isak Fellman: «Handlingar och uppsatser angående finska
Lappmarken och lapparne». IIT. Helsingfors 1912, s. 108.
? Gustaf von Diben: «Om Lappland och lapparne». Sthm,
1873.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
