Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kunstnernaturer - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
ham og snakkende ham efter munden som var
han et lidet uvittigt barn ... Da måtte han
ofte tvinge sig for ikke i et anfald af misnøie
at slynge ud sin undertrykte kunsternersjæls
hemmelige anklage mod hende og mod livet,
der bedrog ham for hans dyreste eie ...
En digter døde langsomt i ham — han
vidste det — og kunde sige sig det selv uden
pralen ... En tone, der var bestemt til som
en liden, men ægte melodi at klinge med i det
store orkester 1 . . .
Moderen skulde blot ane, hvad dette hendes
materielle velvære havde kostet ham. — Des
værre var han ingen Ole, som lod sin mor i
stikken — for at „følge kaldet". Han var
ulykkelig nok til at eie et hjerte og til at huske
på noget, som hed sønlig pligt . . .
Ja, dette kald", bare nu Ole var rigtig viss
på det! — Spørsmålet var, om vennens be
gavelse var betydelig og sjelden nok til at
leve for den alene? Benjamin havde i den siste
tid sine små tvil . . . lalfald dyrked ikke Ole sit
talent nok . . .
En sjelden gang mødte han Lise på gaden.
Da gik de stille sammen og talte om hendes
bror dernede i Miinchen — et kapitel, som de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
