Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Æreløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
Så husked jeg på den tid, en tid så fjernt
tilbage, da også jeg havde et hjem, da hjerter
slog ligesom en lun kappe om mig, der skulde
skærme mig mod verdens kolde blæst, — på
hin lyksalige barndomstid, hvor min eiegode
mor samled al julens hygge om mig, der var
hendes yngste, husets kæledægge — og jeg
måtte medet vende mig bort fra vinduet for at
bli herre over min sindsbevægelse.
Skumringstimen kommer ... Det sner ikke
mere ... På den mørkeblå himmel kiger stjerner
frem, store og blanke, som forundrede barne
øine, der smiler ned til den fredsæle jord og
velsigner den . . .
Dagens store travlhed har lagt sig ... Gaden
er stille og ensom som før. Kun nogle små
børn, der har forsinket sig ved at leke og rende
på kjelke nedad bakkerne, iler skyndsomt hjem
over til mor og juletræet, i mystisk forventning
om, hvad nissen iår vil bringe dem. De synger
på hjemveien og holder hinanden i hænderne
Men så tændes der umærkeligt lys på lys, i
hytte og hus, selv det tarvelige kvistkammer
glimrer med sin skillingsprås. Høitideligt skinner
det langt ud over de hvide, folketomme veie.
Det er som en jordisk stjernerad, der vil riva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
