Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
fald? Hvordan kunde hun fortælle dem, at det ikke var
med sin gode Vilje, at hun var gaaet fra sin Plads? Hun
forestillede sig, hvordan det vilde lyde, at den Mand,
som elskede hende, og som hun elskede, havde tvunget
hende til at forlade sin Patient. Hun bed Tænderne sam-
men. Nej, hun kunde ikke tilstaa sin ubegribelige Svag-
hed, det kunde hun mindst af alt. Men havde hun da
noget andet Valg? Der var kun ét at sige, at hun selv
var blevet bange — hun Lloyd Searight! Skulde hun, som
havde været den modigste af dem alle, komme til at staa
for .denne lille Skare af pligtopfyldende Kvinder som en
overbevist Kryster ?
Hun huskede det Tilfælde, de havde haft med en ung
Englænderinde, Harriet Freeze, som blev kaldt ud til en
Patient med Kopper, og som tabte Modet i det af-
gørende Øjeblik og fandt paa en Undskyldning til at for-
lade sin Post. Frøken Freeze var blevet udstødt af Kamme-
raternes Kreds. Og nu skulde det for de andre se ud, som
om hun selv havde været lige saa æreløs. Der fandtes ingen
Udvej. Hun maatte gaa ind i Huset, maatte gaa Ildprøven
igennem, og det netop nu, da hendes Kraft var brudt,
hendes Mod og hendes Viljestyrke knækket. Et Øjeblik
tænkte hun paa at flygte — at knibe ud. Hun vilde slippe
bort fra Bebrejdelser og Haan og uden videre Forklaring
vende tilbage til Bannister. Men det var umuligt af prak-
tiske Grunde. Hun havde ikke andet med sig end sin
Sygeplejetaske og sin Vadsæk, og hun vidste, at der var
meget faa Penge i hendes Portemonæ.
Med ét gik det op for hende, at hun hele Tiden havde
siddet paa en Bænk under Træerne paa Torvet. Hvis hun
blev her til Kl. 6 kunde hun maaske gaa ind i Huset, me-
dens de andre spiste til Aften, gaa lige op paa sit Værelse,
uden at nogen saa” hende, og saa lukke sig inde og ikke
lade nogen komme ind. Men saa trak hun paa Skuldrene,
træt og resigneret. Før eller senere maatte hun dog staa
Ansigt til Ansigt med dem alle sammen. Det var kun Gal-
genfrist.
Hun rejste sig og gik langsomt henimod Huset. Hvorfor
skulde hun udsætte det? Det vilde blive lige svært, hvad
enten hun gjorde det nu eller siden. Og saa stor var hen-
des Skamfølelse, at medens hun gik over Torvet, syntes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
