Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
skrev, og som Bennett fandt ubeskrivelig yndigt) og saa
fo’r Pennen rask hen over Papiret. Han gik op og ned ad
Gulvet med en Cigar i Munden og sine Notebøger i Haan-
den og dikterede ved Hjælp af de plettede, flossede og
forrevne Blade, som var skrevne ved Morgengry, ved Mid-
natssolens Lys, ved Skæret fra de flakkende Tranlygter
eller Lamper, som brændte med Hvalspæk.
Saadan tilbragte de lange, yndige Timer, medens Vin-
teren faldt paa, i Villaens fuldkomne Fred, tilbagetrukne
og glemte mellem de nøgne, brune Marker og de bladløse
Træer. Ingen forstyrrede dem. Ingen kom til dem. De vilde
intet hellere, end at den Verden, de engang havde tilhørt,
hvis Jag og febrilske Uro de begge kendte saa godt, skulde
lade dem være alene.
Kun én skurrende Tone brød ind i Lloyds harmoniske
Lykke. Bennett kunde ikke høre den, men for Lloyd klang
den ustanseligt og blev stærkere og mere skærende, efter
som Tiden gik. Lloyd vilde have været fuldkommen lykke-
lig, uden Mislyd, hvis et eneste Menneske ikke havde
været.
Det var Adler. At han altid var ved Huset, føltes ikke som
nogen Bebrejdelse mod Bennetts Hustru, for han var sam-
vittighedsfuld til det yderste med ikke at være paatrængen-
de. Han havde den medfødte Takt, man undertiden finder
hos enkelte, uudviklede Mennesker — især Søfolk —, og
skønt han ikke kunde tænke sig helt at forlade sin gamle
Kaptajn, saa havde han trukket sig meget tilbage, siden
Bennett blev gift. Det var endogsaa sjældent, at han nu
vartede op ved Bordet, for Bennett og Lloyd holdt mest
af at spise Frokosten alene.
Men alligevel traf Lloyd ham undertiden, altid med Ka-
miska i Hælene. Hun overraskede ham, naar han stod og
pudsede Messingbeslagene paa Døren eller bandt Sække-
lærred om Rosenbuskene i Haven, eller naar han kom
hjem fra Posthuset med Dagens Post, altid iført den sam-
me uldne Hue, den gamle Pjækkert og Jerseytrøjen med
Navnet ,, Freja" paa Brystet. Han talte sjældent til hende
af sig selv, og hvis hun tiltalte ham, gjorde han stram
Honnør, slog Hælene mod hinanden og stod ret.
Men uden at vide af det spredte han Uhygge omkring
sig, Lloyd saa” klart, at der hvilede en Sky af skuffede For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
