Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
Jeg ilede strax hen til det noget fjernt liggende Lysihuus,
hvorifra Sangen kom, og fandt Valborg siddende med Hove
det styttet paa Armen; hun kastede sit drsmmende Blik igjen
nem et Vindue udover Engen. Da hun bemcrrkede mig,
reiste hun sig hurtigt, tog min Haand, og trykkede ben med
Inderlighed og Varme; hun rodmede svagt og smilede. Der»
paa fsrte hun mig ind til sin Fader, som blev meget glad, da
han saae mig igjen.
I den Tid, jeg nu opholdt mig her, merkede jeg snart,
at Proesten var fuldkommen den samme, som ved mit
fsrste Bessg; men at Valborg havde forandret sig, var ty
deligt. HendeS Munterhed var nersten forsvundet, og under
tiden hvilede et saa ssrgmodigt Skin over hendes Trcek, at
Taarerne uvilkaarliyen trcrngte sig ftem hos mig; jeg maatte
forlade Vaerelset for at holde dem skjulte. Det blev mig tyde
ligt, at Valborg denne Gang behandlede mig med langt mere
Inderlighed og Fortrolighed, end et Aar tidligere. At jeg an»
tog denne stsrre Inderlighed og Fortrolighed, der — som jeg
snart erfarede — ikkun var begrundet paa en lidende Sjcels
Trang efter et ydre Styttepunkt, hvor den kunde haabe at
finde Lindring, at jeg antog dem, siger jeg, for at have Rod i
de samme dybe og varme Fslelser, der troengte sig saa kraftigt
i mit eget Bryst, var undstyldeligt, ikke sandt? Jeg besluttede
mig ogsaa snart til at bringe det til en Erklcrring, og en Ef
termiddag, da jeg spadserede alene med Valborg i Haven, lof«
tede jeg det tunge Laag fra mit Bryst, og lod mine Fslelser
strsmme ud. Men Gud! jeg havde haabet, at trykke Valborg
i mine Arme, og derimod.’ — Hun traadte et Skridt tilbage,
og saae paa mig med et Blik, hvori den hsieste Vestvrtselse
aabenbarede sig; Taarerne siyrede derpaa frem af hendes Dine:
men hun overvandt sig, saae igjen paa mig, greb mine Hoen^
der; «forbliv min Ven, men tal aldrig oftere om Kjerlighed til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
