Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
veie. Det gribende og sorgmodige Billede, der aabenba-
rede sig i Digtet, blev i Sangen baaret frem vaa en
Melodie, ikke mindre grivende og ikke mindre sorgtnodlg:
nogle af hine lange, klagende Toner-, der klinge i Bjerg-
egnene som et sidste, livsudtommende Hjertesuk. Elvan
følte sit Bryst vntmet og opløst af Veemod , af Selvosp
ofrelsens inderlige Veemod. ·
svad chel Nagnveirl« sagde Eivlnd, dn han
traadte hen til hendes Side.
Men Nagnveir udstødte et Skrig, etAngstens Skrig,
thi denne Stemme trængte sig saa uventet ind l hendes
Eensomhed-, at den forekom hende som en Røst, der klang
nd fra det Phantasievillede, som netop havde beskjeftiget
hende: hun troede at høre Erka Stemme , om hvilket
Digtet havde talt, Griks Stemme, som lod fra de mørke,
skinnende Bølger, der rullede ikke langt fra hendes Fod-
Dog denne Feiltagelse varede ikkun et Nu. Næsten i
samme Øiebllkxsoln Skrækken slog hende, gjenkjendte hun
Eivind, og saavel denne Skræk, som Skamfuldhed over
at have givet den Luft, overgjod hendes Ansigt og Hals
med det stærkeste Rodt·
»O, Eivindls« stammede hun forlegen »kaar kan
du skrcemme meg saa?-«—
»Kaar kan du la deg skrccmme saa« indfaldt Eivittd
»som oa du en Vildgaae, eller eg et Spekelse-«.
Vi forlade her Dinlekten, og give den følgende Deel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
