Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
saa hurtig, nei, i den første Tid, som fulgte Paa hiin
Nat, var den maaskee heftigere, end den nogensinde
havde været, thi Angren over selv at have forstyrret
sin Lykke fæstede sig til hans Kjærlighed og gjorde
den stærkere; desuden følte han sig tiltrukken af det
Uvisse, som hvilede over den Elskede og hendes Skjæb-
ne; men hver Gang, han nu nærmede sig Kilden, blev
han overvældet af en uforklarlig Rædsel, som han for-
gjeves bestræbede sig for at beherske , og denne var
det, der holdt ham tilbage. Mennesket er Forglem-
melsens Barn, intet Under altsaa, at Otto’s Kjærlig-
hed, da han nu igjen begyndte at blande sig i Privi-
len og at hige efter og kjæmpe for nye Laurbær, ef-
terhaanden tabte sig. Selv Mindet om hans Ung-
doms forste, korte Hjerteruus forsvandt. Det indfandt
sig endnu ikkun i hine mørke Oieblikke, naar Livet
laae foran ham som en kulsort Nat; naar den hele
Omverden fremstillede sig uharmonisk og skurrende;
naar Tanken, som skuede hen i Fremtiden, stod lige-
som paa Nanden af en dyb Afgrund, og gysede
· forskrækket tilbage. J saadanne Øieblikke saae Otto
en bleg Skikkelse reise sig: han gjenkjendte de skjønne
Træk, over hvilke et traurigt Smiil spredede sig som
et Gjenskin, Sjælen kastede fra sig, der vuggedes paa
Erindringer fra lykkelige Dage; — og den lille Haand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
