Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Kyssets oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
har også hvert menneske sin. Da patriarken Isak
blev gammel, blev hans øjne dunkle, og han kunde
ikke se. Han vilde da velsigne sin ældste søn Esau,
men Jakob bedrog ham; han iførte sig sin broders
klæder og udgav sig for ham. »Isak sagde da til
ham: Kom nærmere og kys mig, min søn. Og han
kom nærmere og kyssede ham, og han lugtede lugten
af hans klæder og velsignede ham og sagde: Se min
søns lugt er som lugten af en mark, hvilken Herren
har velsignet.«
Fornemmelsen af den lugt, der er ejendommelig
for et menneske, man holder af, kan frembringe
glæde. Timkowski skriver om en mongolsk fader,
at han fra tid til anden lugtede til sin yngste søns
hoved. Dette tegn på faderlig ømhed brugtes hos
Mongolerne istedetfor kys. På de filippinske øer er
de infødtes lugtesans så udviklet, at de, blot ved at
lugte til et lommetørklæde kan sige, hvem det til
hører; elskende, der skilles, forærer hinanden stykker
af deres linned, og under deres adskillelse mindes
de hinanden ved stadigt at indånde hinandens lugt.
At den fine duft, der udgår fra en kvindes legeme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
