Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Kyssets oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
spiller en stor rolle i kærlighedsforhold også hos
moderne civiliserede nationer, er alt for bekendt en
sag, til at jeg her nærmere behøver at eftervise den.
Nogle folkeslag hilser nu virkelig ved at lugte til
hinanden; de anbringer mund og næse på ens kind
og indånder dybt. I deres sprog hedder det derfor
ikke: giv mig et kys, men: lugt til mig. Det samme
kys Andes også hos Birmanerne; og hos mange ma
lajiske stammer er ordene lugte og hilse ensbetydende.
Andre folkeslag indskrænker sig ikke til at lugte til
ens ansigt, de snuser også til hænderne ved enhver
hilsen.
En fransk rejsende, Alfred Grandidier, siger om
næsekysset ’på Madagaskar: »Det fremkalder altid
Europæernes munterhed, og dog har det sit udgangs
punkt i en yderst fin tanke. Den usynlige luft, som
stadig udåndes mellem læberne, er for de vilde ikke
blot som for os et tegn på liv, det er også en ema
nation af sjælen, dens duft, som de seiv siger, og
når de blander og indsuger hinandens ande og lugt,
mener de, at de i virkeligheden blander deres sjæle«.
Næsekyssets oprindelse synes således utvivlsomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
