Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
Lad os kalde frem i mindet
hoveddragene i Heibergs æsthetik, slig som den
allerede forelaa, dengang Welhaven traadte
frem som kritiker.
Heiberg kan ikke udtrykke sig skarpt
nok, naar han taler om tidens dilettantisme,
saavel den dilettantmæssige udøvelse af selve
digtekunsten som af den æsthetiske kritik.
Medens man i andre kunster forstaar, at
der kræves omhyggelig uddannelse og
kundskaber for at optræde som udøver eller
som dommer, synes man rent at have
glemt, at digtekunsten maa læres. Tiltror
nogen sig geni, giver han sig uden videre
til at skrive digte, og gjælder det at dømme
om et digt, mener enhver uindviet at have
ret til at gjøre sin mening gjældende. Og
dog kræver digtekunsten et grundigt studium,
ja et helt livs alvorlige arbeide.
Karakteristisk nok begynder Heiberg sine uddrag
af Goethes og Schillers brevveksling med
at meddele deres ytringer om dilettantismen.
Goethe skriver: «Dilettantismens Rædsler
have vi i disse Dage igjen oplevet.®
Og paa hvilket punkt er det nu, denne
dilettantisme viser sig i digtningens kunst?
Udgangspunktet for enhver digtning er
noget umiddelbart, en tilstand, hvori efter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
