Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
343
afspist som «mesopotamisk»; frygtsomme
forsøg paa at være ligefrem og naturlig blev
grebet i flugten, dreiet giennem utænkte
vendinger, til en eller anden skjult svaghed laa
klart for dagen. Men trods alt — man
«svælged graaden og lod sig med fryd og
beundring rive med — det samme hvad
han talte om — af den lyse natur med
klingende latter og glimrende farvespil,
gjennemtrængt og frigjort af en kunstnerisk
genius, saa ulig alt før set og oplevet. De,
som skjønte her var en ideal fordring, mødte
giganten med villig underkastelse;
skikkelige folk, som følte sig trygge paa sit eget,
tog det ildfulde temperaments hensynsløshed
for et karaktertræk, blev fornærmet paa den
gode tones vegne og fandt, at Welhaven
var et slet menneske. Fra først af mødte
ikke en eneste ham som ligemand. Han
var mesteren. Ud over liele landet blev
del bekjendt, at vi norske skulde mangle
noget, og forundringen og harmen var stor.»
Hans udtryk var meget frie og
undertiden ligetil grovkornede; men den kvidrende
lystighed, hvormed han slåp sit lune løs,
og den bundrenhed, som en følte var i ham,
gjorde, at man bar over med alt. Der var
noget saa fint ved ham, at han kunde sige,
23 Løclien: Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
