Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
503
Den loser ei, hvad Himlen holder bundet,
og blotter ei Forvildelsens Bedrag;
den er kiin Følgesvend, hvor Vei er fundet,
og smykker Festen paa en Hviledag.
Ei taktfuldt 1111 til kjere Melodier
vil Slægten mød det Fjerne fores heil,
og mens den spredes paa de tusind Stier,
kan ingen Tonefylde samle den.*
Welhavens syn har ændret sig meget,
siden han skrev Norges dæmring. Alt
hvad der trykkede ham dengang, var
mangler, som tilhørte særskilt hans fædreland. l)et
var den ringe dannelse, som især viste sig
i bristende kunstsans. Hvad der i den
senere tid tynger hans sind, er feil ved hele
tiden, ved hele det europæiske aandsliv.
Det er den nagende tvil, den bølgende uro
i sjælens indre, som dog skulde ligge i fred
som blanke vande.
De vakreste af Welhavens religiøse digte
er ikke de, hvor han kaster ei ængstet og
dømmende blik ud over tiden, men de,
hvor han stille gaar tilmode med sil eget
indre; den religiøse følelse vælder her klart
frem af hans sjæls dyb.
Naar han lytter til sil indre, fornemmer
han skjulte toner, som farer hviskende gjen-
* Epistel til en uerfaren digter.
:« — Lwlien: Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
