Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller, som vi vilde sige, til hjerteroden. Han „har
aldrig elsket nogen anden end sig selv, ja ikke engang sig
selv med en fri og fuld kjærlighed.“ Han er vistnok trods
alt uendelig stor, indrømmer Meresjkovski, men som en
„hovmodig og blind titan“. At han aldrig kunde elske
nogen anden end sig selv, det er hans dybeste skam og
hans frygteligste hemmelighed, siger den samme forfatter.
Tolstoi er „en ensom og kold natur“(!) „en forskræmt (!)
og sig skammende epikuræer“, en mand, som
repræsenterer kjødets overhaand over aanden, medens
Dostojevski repræsenterede aandens overhaand over kjødet.
Meresjkovski selv, som synes inspireret af Ibsens „Keiser
og Galilæer“, og som har skrevet et verk om keiser Julian,
vil repræsentere kjødets og aandens forening, det „tredje
riges“ kultur!
Denne Ibsens (fra den kristne middelalder stammende)
tanke om det tredje rige optræder hos Meresjkovski i en
forunderlig haardkogt skikkelse, som en tungtfordøielig
formel, der skal løse alle sfinxens gaader og gjøre det
russiske folk til verdenskulturens frelser.
Det gjør et næsten komisk indtryk at se den af
Heinrich Heine og senere af Henrik Ibsen optagne
Saint-Simonistiske tanke om en harmonisk forening af
sensualisme og spiritualisme anvendt paa en saa skematisk maade.
Men alligevel er jeg den russiske forfatter taknemmelig for
anvendelsen paa Tolstoi. Naar jeg nemlig ser, at Tolstoi
paa en saa høit begavet mand som Meresjkovski, og efter
dennes sigende endogsaa paa Turgenjev og Dostojevski,
har gjort indtryk af at være en kraftfuld egoist og en
jordbunden elsker af den legemlige verden, en mand, som
forstod at glæde sig ved livet lige til det sidste, da han
levede et enkelt og nøisomt arbeidsliv, — da føler jeg mig
beroliget med hensyn til Tolstois aandelige sundhed. Han
er altsaa ikke nogen middelalderlig asket, heller ikke nogen
overnervøs hysteriker og epileptiker som hans store
samtidige Dostojevski. Ingen overspændt selvofrer, som gjør
idealet saa høit, at vi andre almindelige dødelige ikke kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
