Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
24
ofte ur-kristelige fromhed. Lige siden sin tidlige ungdom,
da han vendte hjem fra universitetet for at blive en faderlig
godseier, havde han banket paa for at komme ind i dette
samfund. Atter og atter havde han maattet opgive det som
ugjørligt. Men nu, paa høidepunktet af hans liv, fyldte
denne tanke ham med fortvilelse. Der var en tid, da han
maatte gjemme væk skydevaaben og toug for ikke at fristes
til selvmord. Det var, som om han med al sin berømmelse
havde forspildt sit liv, og som om han med al sin magt
var afmægtig.
I al stilhed havde han i løbet af tyve aar vokset ud
over en adelsmands, en godseiers, en forfatters og en
familiefars lykke. Hvad hans sjæl nu krævede, var en lykke
af en anden art, — følelsen af harmoni og samfund med
arbeidsbøndernes hundrede millioner og med den evige
verdens-retfærdighed. Han var vokset ud over slægts
pietetens og familieomsorgens lykke. Det at vide sin
hustru og sine børn godt sikret, var ham ikke længer nok.
At være en god arbeidsherre, veldædig mod de fattige og
en velsindet fredsdommer, var ikke længer nok. Han
længtes efter en større familie, hele det tungtarbei
dende folk, disse fattige i aanden, ydmyge og sagtmodige,
som han næsten uvilkaarlig havde gjort til de mest sympa
tiske skikkelser i sine fortællinger.
Ja, han grebes, synes det, af en dyb trang til sam
følelse ogsaa med arbeidsdyrene, — med den taalmodig
trællende hest, som, naar den blot faar mad og søvn, er
lige oplagt til arbeide hver morgen, og som ikke gjør mod
stand mod uret 1.
Er det ikke den store digter, det altomfattende hjerte-
1 Om hans fortrolige forhold til heste faar man et indtryk gjennem
Aylmer Maude’s beretning fra et af Turgenjevs besøg paa Jásnaja Pol
jana. De to digtere gik en tur paa eiendommen, og da Tolstoi fik se
en gammel udslidt arbeidshest, som gik og græssede, begyndte han at
kjæle for den og snakke med den som man snakker med et lidet barn.
Han gav dens tanker og følelser ord paa en saa slaaende maade, at
Turgenjev tilsidst raabte: MLeo Nikolajevitsch, De har ganske sikkert
engang selv været en hest!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
