Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 3. Tolstois religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
92
mulig virksomhed, størst mulig tjeneste af menneskeden
og verden. Menneske-adel, vær hjælpsom og god,“ siger
Goethe.
Der edle Mensch sei hilfreich und gut.
Gjennem de største moderne aanders digtning og tænk
ning klinger en protest mod rovkrigens og den bytte
begjærlige handels livskunst, jagten efter materielle nydelses
midler, som gjør overklasse-mennesket til det sande under
menneske.
Det For nutiden, ogsaa for den vesterlandske verden
betydningsfulde ved Tolstois filosofi og fromhed blir efter
mit skjøn alene klart gjennem en saadan sammenligning
med det beslegtede element i den ypperste vesterlandske
literatur. Forherligelsen af arbeids-mennesket, det virk
somme, værdiskabende, hjælpsomme menneske, som for
øger menneskehedens fælles arv, eller endog øger evig
heds arv“, føier noget til verdens blivende værdi, — dette
er bindeleddet mellem Tolstoi og de store vesterlandske
digter-tænkere.
For den glødende kjærlighed til godheden og det hjælp
somme arbeide er vi Leo Tolstoi dybt taknemmelige. I dette
stykke er han en lærer for alle folk, en af alle tiders største.
Men hvad den vesterlandske aand (vel ogsaa en del af
hans egne landsmænd) steiler ved hos Tolstoi, er dette, at
han synes at betragte arbeidet alene fra den etiske side,
ikke tillige fra den kunstneriske. Alt arbeide, det enkleste
som det mest kunstfuldt sammensatte, synes for ham alene
at være et middel for den etiske selvudvidelse. Derfor
var han efter sin omvendelse tilbøielig til at se med ringe
agt paa sin egen kunst, —og paa andres. lalfald paa al
kunst, som ikke først og fremst og væsentlig er et middel
for etisk fuldkommengjørelse. Derfor endog paa en digter
som Shakespeare (som han opfattede yderst ufuldstændig),
eller paa en tonedigter som selve Beethoven, hvis musik
han havde elsket, men især fornemmet som ørenslyst, som
et usigeligt behag, men ikke nærmest som et middel til
etisk fremgang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
