Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
111
seise verdens guddom og vender ved døden tilbage til
guddommen. At leve for sin sjæl og ikke for sit legeme,
med dets kortvarige behov, er for Tolstoi det samme som
at leve for den uforgjængelige, den guddommelige del af
menneskenaturen.
Med hensyn til troen paa livets fortsættelse efter
døden har Tolstoi (som Aylmer Maude fremhæver) skiftet
opfatning. I begyndelsen af 1880-aarene, lige efter sit reli
giøse gjennembrud, ansaa han det (med mange af de from
meste positivister og agnostikere) for egenkjærligt at tro
paa nogen art af udødelighed for os mennesker. Vi burde
glemme os selv og hengive os til tjenesten af det guddom
melige. Men lidt efter lidt voksede den overbevisning sig
sterkere og sterkere hos ham, at menneskets aand, det
sjælelige og egentlige selv“, kan ikke dø. Det er en del
af det Uendelige, en del af verdens inderste virkelighed.
Men af hvad art livets fortsættelse vil vise sig at være,
det gaar ud over menneskelig fatteevne, — det er noget,
som det ikke er vor sag at bekymre os for. Vor opgave
er den at søge at virkeliggjøre Gudsriget eller godheds
riget her paa jorden. Ogsaa paa det religiøse omraade
(og ikke mindst her) gjælder Bjørnsons bevingede ord:
Hvad du evner, kast af i det nærmeste krav!“
Leo Tolstoi stod i dette punkt i virkeligheden paa
næsten det samme standpunkt som Bjørnson i 1880 (da
han var i sin fulde mandskraft) i den ovennævnte salme:
Er mit evigheds-haab
ifra ham, er det daab
af hans aand over min, -
hvi bestemmer jeg orm
da min evigheds form?
Jeg tar ydmyg min lov . . .
Tolstoi brød sig, efter hvad Maude fortæller, ikke om
spiritismen, som han tvertimod bestemt forkastede. Forvis
ningen om aandslivets fortsættelse maa vindes af hver
enkelt ud fra selve livsviljens selvudfoldelse, ud fra følelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
