Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 15. Leo Tolstois kultur-problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
287
forkomne klasser, oplærer dem omhyggelig og planter dem
ud i engelske landsbyer eller i nybygder hinsides havet
(af over 20000 slige emigranter skal mindst 98 % have
artet sig vel i sine nye bosteder), eller Frelsesarmeens
indenlandske og oversjøiske kolonier og en mængde andre
britiske redningshjem (som „ National Refuges for Home
less and Destitute Children“, der indtil 1909 havde sendt
20000 gutter og piger forholdsvis velrustede ud i verden),
— eller man tænker paa modsætningen mellem slum
kvartererne i de engelske storbyer og de nye sunde og
skjønne havebyer (garden cities), kan vel intet menneske
være i tvil om, at de fleste menneskers skjæbne i høi grad
afhænger af det sociale milieu, hvori det blir udplantet.
Ingen benegter, at de medfødte anlæg er af overordent
lig stor betydning. Men selv disse omformes lidt efter lidt
gjennem adaptation efter de omgivende vilkaar. De gamle
Grækere, som voksede op i samfund, hvor en høit ud
viklet almenaand var regel, og hvor alle opdroges til at
wøge det fælles gavn“ (som enhver ung Athenienser svor
i sin borger-ed), var i gjennemsnit vidt forskjellige fra den
senere oldtids Græculi“, som de foragtelig kaldtes af Ro
merne, og som voksede op uden noget stort fælles haab“
(Perikles’s udtryk hos Thukydid om det gamle Athens
sønner og døtre), og rundt omkring sig saa flertallet af
menneskene forfølge hver sin egoistiske fordel. Da staten
som stat ikke længer havde udsigt til at gaa fremad, og
det fælles haab svandt, blev de fleste mennesker indivi
dualister. Og samtidig blev ogsaa racen forandret, baade
ved ny adaptation og ved underklassernes oprykning, netop
som en følge af de sociale forhold.
Herbert Spencer, som ofte betoner, at menneskets ka
rakter kan og maa omformes ved n social disciplin“, men
som mod slutningen af sit liv blev mere pg mere mis
trøstig med hensyn til den nærmeste fremtid, — Spencer
mente, at menneskets gradvise omdannelse (the making of
man, the humanization of the brute) maatte foregaa yderst
langsomt og med mindst mulig indgriben fra statens side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
