300 (Leo Tolstoi og nutidens kultur-krise)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 15. Leo Tolstois kultur-problem

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mommsen hentyder i sit store verk om den romerske historie,[1] og
som i den seneste tid er fremdraget af professor Fahlbeck
og andre. „I vor tid,“ siger Polyb, „blev hele Hellas
hjemsøgt af mangel paa børn, og i det hele af mangel paa
mennesker, hvorved byerne blev folketomme, og jorden fattig
paa afgrøde, skjønt vi hverken hjemsøgtes af krig eller
vedholdende pest. Men menneskene har hengivet sig til
forfængelighed, pengebegjær og letsindighed.
De vil ikke mere gifte sig, og gjør de alligevel dette, da
opfostrer de ikke mere end eet eller høist to børn, for at
kunne opdrage dem i overflod og efterlade dem en stor
arv.“[2] — Det er, som om oldtidens vismænd i denne vor
kritiske tid stiger frem af de gamle bøger og peger
advarende tilbage paa, hvad den gamle tid har oplevet
og lidt.

De tyske social-demokrater af den ældre skole, som
var opfostret i de franske Saint-Simonisters og de tyske
ung-hegelianeres natur-pantheistiske doktriner („kjødets
rehabilation“ o. s. v.), og som desuden var vildledet af Bachofens
(og efter ham mange andre sociologers) nu af Westermarck
gjendrevne eller sterkt anfegtede theori om den primitive
menneskeheds (naturmenneskets) kvindefællesskab eller
kommunale polygami, — enkelte af disse socialismens forøvrigt
høitstræbende natur-romantikere var tilbøielige til at tro, at
den kollektivistiske stat vilde komme til ialfald i nogen grad
at ophæve det nuværende monogame familieliv. Men denne
natur-romantiske opfatning af den sociale guldalders rige
(som Henrik Ibsen til sine stunder synes at have delt, i
sin drøm om „det tredje rige“, og som for en stor del
gaar tilbage til den græske oldtids og middelalderens
natur-romantik) maa vel nu siges at være forældet og ikke
længere fuldt aktuel uden i mindre velunderrettede angreb paa
socialdemokratiet.[3]

[1] Th. Mommsen: Romische Geschichte, 10. Auflage (Berlin
1907—9), II, s. 42 og III, s. 530.
[2] Polybios, Hist. 37, 9. (Hultsch’s udgave, IV bind).
[3] Jfr. J. Ramsay Macdonald: Socialism (1907). Dr. Stanton Coit:
Socialism and Marriage (1909). Dr. Karl Kautsky: Das Erfurter Program
(8. udg. 1907). — Kautsky hævder, at den nuværende samfundsorden
„fuldstændig ødelægger arbeidernes familieliv (gjennem mødrenes
fabrikarbeide) uden at erstatte det med nogen høiere form af familie“.
Han mener, at en ny form af industrielt liv vil føre til en høiere
familie-organisation end den nuværende. — Professor Sidney Webb, der
sammen med sin høitbegavede hustru, Beatrice (født Potter), udgjør den
engelske socialismes største videnskabelige kraft, har i den ovenfor
nævnte brochure taget ordet for moder-løn (the endowment of
motherhood) som det eneste middel, hvorved slegtens tilbagegang kan afværges.
— Den upartiske Jane T. Stoddard (som selv ikke er socialdemokrat)
udtaler i sin fortræffelige bog „The New Socialism“ (London, 1909):
„Spørsmaalet om hvorvidt socialismen vilde ødelægge hjemmet, dette
spørsmaal vilde det store flertal af nye socialister besvare med et
harmfuldt nei!“

Bachofens, Morgan’s og andres hypothese (som hos ukritiske
forfattere blir til et dogme) om at mennesket oprindelig levede i
promiskuitet, og at „gruppe-ægteskab“ gik forud for ægteskab mellem to
individer, fastholdes af flere af de nyeste udforskere af Australnegrenes
samfund, og af Lord Avebury (tidligere Sir John Lubbock) i den nye
udgave af „The Origin of Civilization“, fra 1911. Men at der hos nogle
stammer findes overudviklede (saa at sige hypertrofierede) former af
fælles-eie, er let forklarligt, uden at man deraf har ret til at slutte til
urmennesket. Professor Westermarck (i „The History of Human
Marriage“, 3. Ed., London, 1901) har sandsynligvis ret i, at et begyndende
familieliv er en arv fra det høiere dyreliv. Udvikling af et mere og
mere varigt ægteskab hos fremadskridende folkeslag hænger naturlig
sammen med nødvendigheden af en længere og længere opfostring af
børnene, ligesom med omslutnings-evnens vekst. Westermarck
fastholder sit standpunkt i sit andet hovedverk, „The Origin and
Development of the Moral Ideas“ (London, 1908), II, 395.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sun Dec 10 15:10:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/leokrise/0328.html

		Leo Tolstoi og nutidens kultur-krise / 300 (1911) Author: Christen Collin - Tema: Biography and Genealogy, Russia Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|