Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. En Høstaften paa Oplandet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu hører jeg Hornet langt oppe i Heien; Knut blæser saafriskt, saa —«
og saa var han atter væk. «Synes du ikke, Far, at vi skulde slukke
Lyset?" sagde Mor Verg, "saa se vi bedre ud i Gaarden.« Dette blev
gjort, og nu saa man de to Lygter, der bleve baarne af Underbudeien
og Staldkarlen, at nærme sig Porten, der lukkede for en bred Gade med
Træer paa Siderne (Alle), som førte op til Gaarden. De stillede sig
saa, at Lygteskinnet belyste de nærmeste Træer ved Indgang-In, og nu
hørtes Hornet nærmere og nærmere, blandet med Kjoernes Brølen, Vjel-
dernes Klang og Fcehundens Gjøen. Alt vilde bringe sin Hjemkomsthilsen. —
Snart saa man Taget skride ind gjennem Porten. Først kom to
Karle, der kjørte Læssene med Sætermaden, med Kopper og Kar. Man
havde først maattet bringe dette paa Kløv; men den sidste Mil kunde
de kjøre. Disse Karle kjørte lige hen til Staburet, hvor Maden siden
skulde bringes ind. Derpaa kom Sæterbudeien ridende, og efter hende
fulgte den store Skare af sorskjelligfarvede Kjøn Oxer og Sisalve, og saa
en Mængde Faar. Da Taagen skjulte alt, og man blot kunde skjelne
det Stykke af Gaardspladsen tydeligt, der blev oplyst as Lygterne, saa
det ud, som om det vrimlede af Dyr; thi det samme viste sig flere
Gange at gaa forbi Lygterne. Knnt Gjetergut sluttede Toget. Han
blæste en munter Trille i sit Horn, men en langdraget Tone tilslut til
LEre for Reisens heldige Udfald. Ved hans Side gik hans Ven Fæ-
hnnden. Men nu havde Jakob i sin Iver sluppet Gaardshunden ud
med sig af Kjøkkenet, og der blev et forfærdeligt Slagsmaal imellem de
to Hunde, hvis Gjøen overdøvede enhver anden Lyd. De havde glemt
sit Venskab sra Vinteren af; Gaardshuuden var vant til at fare mod
enhver Fremmed, der viste sig paa Gaarden ved Astenstid, og Fæhun-
dens Pligt var at forsvare ankapen. Enhver as dem ansaa sig for den
Fornærmede, og de sloges paa Liv og Død, indtil Vudeien var kommen
ned as Hesten og nu med en bydende Stemme lokkede Fæhunden til sig.
Den var vant til at lyde hendes Røst og gik knurrende med Halen
mellem Benene hen til hendes Fødder; Gaardshnnden blev greben ved
det ene Øre af Staldkarlen og ført ind i Drengestuen, og nu drog Toget
mere fredeligt henimod Fjoset, for at bindes paa det vante Sted.
Mor Verg foldede sine Hænder og sagde: «Nu maa vi takke Gud,
der har bevaret vor Eiendom i denne vanskelige Sommer.«
»Det har vist været en daarlig Vusommer,« svarte hendes Mand.
»Det er rimeligt, Far, i al den Regn; men vi have dog faaet Men-
nesker og Fæ nskadte hjem, og, er der liden Budrot, saa vilde den været
mindre, naar ikke Vorherre havde lagt sin Velsignelse til."
Derpaa tændte Mor Verg atter Lyset for sin Mand og gik ud i
Kjøkkenet, for at hilse paa de Hjemkomne og høre deres Hændelser.
Hei, fjell. væk, borta, sin mag. lukke,lstänga. Gjøen, skallande. Sta-
bur, matbod. forskjelligsarved, olika ti fiirgen. skjelne, urskilja. hel-
dig, lycklig. Hale, swans. Sted, stiille. folde, knappa ihop. Bu, boskap.
rimeligt, sannolikt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
