Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje avdeling - Dukken under tornerosen. Av Jørgen Moe - 87. IV. Under tornebusken - 88. V. Vikingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
græsbænk. Og forafc det ikke skulde dryppe paa liende
naar det begyndte at regne eller dugge, saa hvælvet hendes
store veninde en græstorv over liende. Der maatte
Lille-Beate sitte som prinsessen i jordhaugen; men det var ingen
sak, for hun hadde kaapen med; den kunde liun ta paa
om aftenen, naar det blev koldt; og sukkerkaker hadde hun
paa et litet bret ved siden, og roserne duftet yndig ora
hende. — Saa sa Store-Beate hende farvel og godnat, og
bad hende være taalmodig og endelig ikke gaa ut, saa
Viggo viking fik øie paa hende; Store-Beate lovte sikkert
og visst at hun skulde se til hende næste morgen og spørge
hvorledes hun hadde sovet; og saa gik hun.
. 88. Vikingen.
Morgenen efter hadde Beate næsten ikke tid til at vaske
sit lille ansigt, før hun løp bort til veninden; at flette haaret
gav hun sig ikke stunder til. Hun var saa bange at
Lille-Beate hadde ligget og været mørkeræd fordi hun var
alene om natten i græshytten. Beate skyndte sig alt hvad
hun kunde , og kom rent andpusten til tornebusken. Men
du kan tro hun blev bedrøvet! Utenfor torvhytten laa
Lille-Beate; hodet var hugget av hende og laa ved hendes
føtter. Det var Viggo viking som hadde gjort det; det
kunde Beate nok skjønne, for øksen hadde han glemt efter
sig; den var slængt bort paa en stor sten i gjærdet. Saa
sorgfuld som hun da blev, hadde Store-Beate endnu ikke
været i hele sit liv. Hun brast i graat og tok sin lille
veninde og kyste hende mange ganger. Derpaa grov
hun en grav under nyperosen og la hende der. Hodet
satte hun igjen paa halsen, og bredde græstorv en, som hadde
været hytte, bløtt og let over hende. Og saa gik hun
langsomt og inderlig bedrøvet hjem.
Hvem skulde vel ogsaa efter den tid være hendes bedste
veninde, som aldrig vilde ha anden vilje end hendes egen,
og hvem slculde staa fadder til hendes første datter naar
hun blev stor?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
