Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte avdeling - 154. Bruse. Efter Z. Topelius ved utg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bukken Bruse — han var en egte puddellmnd, av reneste
blod — men jeg syntes det var mere kjendslig, Svart var
han som en neger, ikke et hvitt haar i den myke feiden;
og saa kloke pudlene pleier at være, har jeg aldrig set
hans make. Jeg har hundrede historier om hans kløkt,
men jeg skal bare fortælle en eller to. — Bruse var vant til
at følge med klokken 2, naar jeg skulde ut og faa min
middag. Han fik sin middagsmat, han ogsaa; men den kostet
bare 10 ere om dagen. Det var mest suppekjøt. En dag
sa jeg til kokken: «La nu Bruse faa saa meget han
orker at æte; jeg skal nok betale.» Ja, Bruse fik den ene
toppede tallerken efter den andre; jeg tror det var syv, og
det gled ned alt sammen; men da den ottende kom, orket
han ikke mere; han la næsen paa tallerkenen, og sukket
saa dypt som om han hadde lidt den bitreste uret.
Kokken vilde ta tallerkenen væk; men det maa du ikke tro
hun fik lov til. Bruse glefste efter armen hendes, og den
kjære velsignede tallerkenen gik han ikke fra før jeg gik
hjem.
Som sagt: han hadde nu faat den vanen at gaa til sin
middag netop klokken 2; ingen kunde bedre passe
klokke-slættet; jeg kunde ha stillet viserne efter ham. Det hændte
at jeg glemte tiden naar jeg læste eller skrev. Paa slaget
kom Bruse og la næsen paa lcnæet mit, som om han vilde
sige: Nu er det middagstid. Naar jeg lot som jeg ikke
merket det, gik han hen til et litet matskap jeg hadde, og
skrapte med labben; blev jeg sittende like fuldt, gik han
hen til døren, og kom saa, først med den ene, saa med
den andre støvelen, og la dem varlig fremfor føtterne
mine. «Skjønner du nu?» spurte han med sine kloke øine.
Ja, nu skjønte jeg. — Bedre nattevækter kunde du ikke
ha fundet. To ganger vækket han mig fordi han hørte
brandskud og klokke-klemting. En lys maitnorgen, klokken 4
paa lag, vaaknet jeg ved at Bruse stod og smaagjødde.
Jeg reiste mig i sengen. Bruse stod paa bakbenene og
holdt en soldat fast i kappen. Soldaten skulde spørge om
obersten bodde her. Nei, han bodde ikke her. Jeg lo, og
soldaten lo med. «Slip, Bruse I» — saa slap han.
Det blev en hel bok, skulde jeg fortælle om alle Bruses
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
