Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiende avdeling - 241. Rose-koll. Av John Lie. Fra landsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En eftermiddag sprang jeg efter den vesle Blomros bort i
Tjørnliene. Der var det svært ulændt med sten og stub, med
ur og ufs. Jeg skrek til Birgit: «Hjælp, hjælp, hun farer
utover.* Jeg fløi efter og tænkte jeg skulde faa vende
kalven. Vi sanset ikke noget, hverken jeg eller vesle-koen.
Utover bar det. Kalven slog sig ihjel, og jeg brak foten.
Birgit Borstad var en staut jente. Hun bar mig paa
ryggen hjem til stølen. Jeg var baade spræk og sterk
den-gang; ungdommen er let at leke med, vet du. Vi spjelket
foten med stiv næver. Dagen efter traf det sig saa heldig
at Ola Moen kom efter melk, — han laa borte i Haraas-lien
og hug tømmer. Det var en hændig og hjælpsom mand. Han
laget mig ordentlige spjelker og bandt foten til med tjære og
salt, andet brugte han ikke, og der kom ikke vondt i bruddet
Men jeg blev liggende 3 uker, saa kjærringen selv, Helga
Heggtveit, maatte op paa heien og se efter bu og bøling. Men
der blev leven med Rose-koll. Det var en rigtig god og ven
ko, og saa gjæv og klok i alle maater. Jeg hadde mange
samtaler med hende; hun forstod mig, og jeg hende. Jeg
sat ofte og graat den sommeren, for Halvard druknet i
Song-aaen om vaaren, mens de fløtet tømmer. Vi var
forlovet, og jeg skulde hat bryllup til høsten, Naar jeg nu
sat og sytte og sørget og syntes at skog og træ og vold og
vand var mørkt og stygt alt sammen, det var ikke til at
leve paa jorden, — saa kom Rose-koll og la hodet i fanget
mit. Hun skjønte jeg hadde det vondt, saa paa mig saa
klokt, saa vent og saa kjærlig at jeg klemte hodet hendes
ind til bringen min, kjælte og velsignet hende og kjendte
mig likesom trøstet og glad. Solen skinte igjen, jeg saa
smaafuglene, hvor glade de flakset og føk fra busk og bar,
jeg kjendte lugten av græs og blomster og takket Gud for
liv og helse.
Rose-koll savnet mig og rautet og rautet, da buskapen
kom paa stølen den kvelden jeg hadde brukket foten. Jeg
ønsket jeg kunde sige hende hvorledes det stod til med mig,
og gi hende en saltklype; men jeg laa der jeg laa, jeg.
Da Birgit vilde melke hende, spændte hun og var vild og
vond Birgit maatte gaa fra. «Hvorledes i al verden ska!
Ufs: brat fjeKlkant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
