Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Alvor og skjemt - 46. Piken med fyrstikkerne. Av H. C. Andersen. Med bill. efter Hans Tegner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f.-
71
Borte i en krok mellem to hus — det ene gik litt mere frem
i gaten end det andre -—— der satte hun sig og ker sammen. De
smaa ben hadde hun trukket op under sig; men hun frøs endnu
mere, og hjem turde hun ikke gaa; hun hadde jo ingen fyrstikker
solgt, ikke faat en eneste gre. Hendes far vilde slaa hende, og koldt
var det ogsaa hjemme; de hadde taket like over sig, og der pep
vinden ind, skjønt der var stoppet straa og filler i de største
sprækker. Hendes smaa hænder var næsten stive av kulde. Aa, hvor
en liten fyrstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække en ut
av bundten, stryke den mot væggen og varme fingrenel Hun trak
den ut, — ,,ritsjl« Hvor den sprutetl Hvor den brændtel Det var
en varm, klar lue, likesom et litet lys, da hun holdt haanden om
den. Det var et underlig lysl Den lille pike syntes hun sat
fremfor en stor jernovn med blanke messingknler og messingdorz
ilden brændte saa velsignet, varmet saa godtl Nei hvad var det?
— Den lille strakte allerede fotterne ut, for ogsaa at varme dem
—— — da sluknet flammen. Ovnen var væk, — hun sat med en
liten stump av den utbrændte fyrstikke i haanden.
En ny blev stroketz den brændte, den lyste, og hvor skinnet
faldt paa muren, der blev den gjennemsigtig som et flor. Hun
saa like ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvit
duk, med fint porselæn3 og deilig dampet den stekte gaas, fyldt
med svisker og eplerl Og det som var endnu rarere: gaasen
sprang fra fatet, vraltet over gulvet med gafsel og kniv i ryggen;
like hen til den fattige pike kom denl — Da sluknet syrstikken, og
der var bare den tykke kolde mur at se.
Hun tændte sn til. Da sat hun under det deiligste juletræz
det var endnu større og mere pyntet end det hun hadde set gjen-
nem glasdoren hos den rike kjobmand nu sidste jul. Tusen lys
brændte paa de grønne grener, og straalende billeder, slike som de
pynter butikvinduene med, saa ned til hende. Den lille strakte
begge hænder i veiret, — da sluknet fyrstikken; de mange julelys
gik høiere og høiere; hun saa de var nu de klare stjerner. En av
dem faldt og gjorde en lang ildstripe paa himmelen.
,,Nu er det en som dør,« sa den lille; for gamle mormor,
som var den eneste som hadde været god imot hende, men nu var
død, hadde sagt: ,,Naar en stjerne falder, gaar en sjæl op til
Gud.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
