Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Alvor og skjemt - 52. Ulveslaget. Av J. B. Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den i vildeste jubel. Med kaate spræt og overgivne glefs for
den gaarden rundt, og vi smaa gutter efter.
Med hodet mellem labbene og einene lysende av
skøier-agtighet laa den og ventet til vi kom, og naar vi saa skulde
faa tak i den, bar det avsted i behændige skvæt hit og
dit, ind under stabburet, ut under laaven, bortover jorderne,
til vi hæsblæ sende kastet os ende ned og ikke orket mer.
Da kom den styrtende, tok tak i bukseben eller trøieærmer
og veltet sig overgivent mellem os. Og ikke et glefs og
ikke et lorar, hvor haardhændte vi end var.
Ajaks var slagsbror paa sin hals. Der kom ikke en
hund, stor eller liten, gaaende efter veien, uten at Ajaks
røk paa den. Ofte fik den bank; men oftere vandt den;
ti den var saa lynsnar i vendingen, saa skarpbitt i kjæften,
saa uopslitelig paagaaende og saa ubændig modig, at den
som oftest blev mester til slut. Og hvor det rigtig knep,
kom gjerne Hektor til og knurret, og dermed var saken
avgjort,
Hektor var en stor bernhardiner og av det langhaarete
slaget, gulhvit med brandete flekker. Av os barn taalte
den alt, blev redet paa og kjørt med og fulgte os som en
skygge. Naar fremmedfolk kom til gaards, meldte den gjerne
fra med et par grove glefs, men tok forøvrig saken med
stor ro og lot Ajaks besørge musikken. Mindre hunder
bet den aldrig, og større hunder fandtes ikke i mange
mils omkreds. For Ajaks næret den et trofast og
taal-modig venskap, og om nætterne laa gjerne Ajaks i det
gamle hundehuset, og Hektor utenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
