Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fædrelandet - 125. I grænseskog. For læseboken av H. Angell. Med billede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig op til stubben. «Staa. sunddøler!» ropte han. «Staa,
karer!»
I samme øieblik var solungene ogsaa kommet frem til
valpladsen. Deres jægerhorn og hurrarop har Drejer kanske
kort. Trommeslageren hørte han ialfald, da fienden slog
«chamade», overgav sig. Seieren var vor!
Da sank Drejer sammen. Mange trodde han var
død. Men det var han ikke. Soldatene bar ham utpaa
eftermiddagen ned til Sønsterud, og der døde han to
dage efter i det vesle kammers, og i den seng som endnu
staar. *
Han døde som en soldat, med et smil om munden.
Hans gamle korporal stod ved sengen hans og graat, da
han skjønte at kapteinen hans ikke kunde klare det.
«Graat ikke, korporal,» sa Drejer. «Det er ikke saa
tungt at dø. Ingen vet hvor langt ens liv skal bli. Men
kommer du hjem til Sunddalen, faar du hilse.» Saa laa
han litt. «Formering til bøn,» hvisket han.
Da tok korporalen og spændte sabelen om livet, satte
bjørneskindshuen paa hodet, strammet sig op, og saa læste
han, som om han stod foran kompaniet, det hellige
Fadervor.
Ved Aasnes kirke ligger begravet de norske og svenske
som faldt ved Trangen. De ligger i fælles grav, og der
staar nu en vældig bautasten. Drejer blev ogsaa begravet
paa kirkegaarden der. Men hvor hans grav er, det vet
ingen. Hverken stav eller kors eller sten fik han. Ikke
mere end de andre som stupte paa grænsevakt.
Men oppe i storskogen ved Trangen staar allikevel et
mindesmerke. Og det er ikke mange som har det finere i
dette land. Det er stubben som han farvet med sit blod.
Bare roten staar igjen, men den heter da «Drejerstubben»
den dag idag. Og like bak den stubben staar en grov,
simpel sten. Det er «Drejerstenen». Den satte nogen
gamle soldater for mange aar siden. De hug ind i den et
hjerte, og inde i det skrev de:
C li n m å d e: tegn til at man vil overgi sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
