Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Fra verdenshistorien - 46. Franciskus av Assisi. Ved utg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
grav. Derfor sendte byen politisoldater ut for at passe paa
ham og ledsage ham hjemover. Og han bodde ho’s bispen,
og vakt blev sat ved indgangen til bispegaarden. Denne
bisp laa altid i strid med nogen, og denne gang var det
med byens borgermester. Og Franciskus, som altid hadde
præket fred, han kjæmpet nu for freden indtil sin sidste
stund. Han hadde digtet en sang som hette «Solsnngen».
«Vær priset, Herre!» — heter det i denne sang, «du, og
alt du har skapt, især broder sol, som skjænker os dagen
og viser os dit lys.» Og han priser i digtet ogsaa maanen
og stjernerne, vinden og luften og skyene og våndet, det
kostelige, og ilden, som oplyser natten. Til denne
«sol-sang» foide han nu et vers: «Vær lovet, Herre, for dem
som tilgir av kjærlighet og utholder lidelser og trængsler.
Lykkelige er de som er fredens mænd til det sidste; av dig,
almægtige, vil de bli kronet.» Og han fik borgermesteren
og bispen til at mote utenfor paladset, og to brødre sang
«Solsangen» med det nye vers, og da sangen var færdig,
kastet borgermesteren sig for bispens fotter og sa: «Jeg
er villig til at gjøre det som I vil, av kjærlighet til Jesus
Kristus og hans tjener Franciskus.» Men bispen reiste ham
op: «Du maa ogsaa tilgi mig,» sa han. «Efter min
stilling skulde jeg være en ydmyg mand; men jeg er altfor
rask tii vrede.»
Da døden nærmet sig, vilde den syke bæres hen til
den lille kirke hvor presten hadde hest fattigdommens
evangelium for ham. Men da han var kommet til hospitalet
hvor han hadde pleiet de spedalske, og hvor han kunde se
ut over hele byen, bad han at de skulde sætte ham ned.
Og han løftet sin haand og sa farvel til sin fædrenejord
og velsignet den. Men i kirken lot han sig klæde nøken og
lægge paa det kolde, haarde gulv. Han vilde do i
fattigdommens armer. Og her drog han sit sidste suk en aften
i oktober 1226. Og mens brødrene stirret ind i hans ansigt
efter liv, slog utallige lerker ned paa halmstubbene hvor
han laa. «Dagslysets venner,» siger det hellige sagn,
«jublet fordi hans strid var til ende.»
Ved iitg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
